Mens jeg ventede på, at få min bil vasket i vaskehallen, faldt jeg i snak med Hr. Møller. En ældre herre på 69 år. En rigtig bilentusiast. Han er også kendt som professoren. Jeg fik aldrig spurgt ham om årsagen. Men det er sikkert på grund af, at ligner en professor. Eller fordi, at han ved en hel masse – om alt. Især biler.

Som en rigtig professor lærte han mig om, hvordan man plejer en bil.

”Nu fordi du gider at høre på mit pladder, så renser jeg lige dine fælger”, sagde han. Fra sin egen bil tog han en lille fin børste og en dunk med noget gulligt væske.

”Den her dunk hedder Terminator. Ligesom filmen”, sagde han og rensede fælgerne med det.

Jeg ville gengælde hans venlighed. Så jeg gik ind i tanken og købte cola, småkager og kaffe til ham.

”Skal du ikke have noget?”, spurgte han, da jeg kom ud igen.

”Nej, jeg faster i dag.”

”Herren bliver ikke sur, bare rolig”, sagde han med et skævt smil.

Derefter talte han lidt om hans unge dage og hans tidlige interesse for teknik, smalfilm og lysbilleder.

Han fortalte også, at han hele tiden fik nye idéer.

”Hvad kunne det være?”, spurgte jeg ham udfordrende.

Han kom med et spontant eksempel på, at hvis han havde kapitalen, så ville han åbne sin egen vaskehal. Uden børster, kun med damptryk. Specielt til lastbiler. Den skulle have åbent 24 timer i døgnet. Med en hyggelig café, som skulle hedde ’Driver Café’.

”Hvad synes du om den idé?”, spurgte han smilende.

Min bil var vasket færdig i vaskehallen. Hr. Møller tog et viskestykke, og med sin specielle vinduesrens fra USA, begyndte han at pudse bilens vinduer. Samtidig gav han mig tips og råd omkring efterbehandlingen.

Hr. Møller gav mig mange råd den dag. Men det vigtigste var, da han sagde:

”Du skal være god ved dig selv. Du må aldrig stresse. Tag det roligt, du når det alligevel. Stå op om morgen, spis en god morgenmad og vær taknemmelig… For livet er for kort.”

Like Kandymans Facebook-side her

Så er Ramadanen 2015 officielt skudt i gang. Det betyder, at troende muslimer hverken må indtage tørt eller vådt fra solopgang til solnedgang.

Men denne måned handler om meget mere end blot at sulte og tørste sig selv. Det generøse menneske vækkes til live. For når man på egen krop kan mærke tørsten og sulten, er man meget mere villig til at give og hjælpe de fattige.

Forleden fik jeg en brochure fra Viomis omkring deres uddeling af madportioner til Syriens fattige. Som mange andre foldede jeg den blot og smed den væk. Jeg tænkte ikke længere over den – indtil i dag. I dag har jeg nemlig fastet, og har derfor været ekstra sulten.

Man kan først have en 100 % følelse for noget, når man selv har oplevet det. Jeg kan nu føle de fattige i Syrien. Ikke 100 %, men mere end hvad jeg kunne i går. De faster ufrivilligt hver evige eneste dag. Jeg er færdig med min frivillige fasten om 29 dage.

Derfor har jeg via Viomis inviteret over 20 syrier til iftar (aftenmåltid) i 30 dage. For en flad 10’er kan du også give et måltid. Betal med MobilePay på 41 655 838 – det er næsten gratis!

Like Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #11 handler om mennesker. Rigtige mennesker, som er blevet umenneskeliggjort. De er ikke længere kød og blod. De er tal og udgifter.

Det handler om de syriske flygtninge, som lige nu sultestrejker foran Udlændingestyrelsen. De sulter sig selv for at kunne være sammen med deres familier.

Godt rustet med Harboe Hindbærbrus besøgte jeg disse mennesker i Ryesgade. Her sad jeg i små 3 timer og hørte om deres historier. Deres farlige rute via havet og op til Danmark. Deres familier som de længes efter. Og deres uendelige ventetider.

Samtalerne foregik for det meste på engelsk. Men jeg fik også øvet på mit kurdiske, da jeg talte med to kurdere fra byen Kobane.

En anden talte gebrokkent tyrkisk. Hans familie var i øjeblikket i Istanbul.

“Du skal lige tale med min lille datter”, sagde han og ringede til familien. “Hun er så god til tyrkisk”.

Det var den mest rørende telefonsamtale, jeg nogensinde har haft. Jeg vil aldrig glemme hendes søde stemme, som har brændt sig fast i min bevidsthed.

Han havde ret. Hun var fantastisk god til tyrkisk. Jeg var bestemt imponeret. På ultra kort tid, formåede denne 5 årige syriske pige at tale flydende tyrkisk – ligeså godt som mig selv. Jeg har talt sproget hele mit liv, skal jeg hilse og sige. Jeg tør vædde på, at hvis vi gav denne pige en chance, ville hun også knække det danske sprog. Indenfor 2 år. Og indenfor 20 år ville hun kunne opnå en universitetsgrad.

Universitetsgrad eller ej. Ingen børn har fortjent at blive adskilt fra deres forældre på den måde. Jeg håber inderligt, at hun vil blive genforenet med sin far. Og hvis jeg tager til Istanbul i sommerferien, skal hun helt sikkert have en gave.

Det begyndte at blive koldt. Jeg havde kun shorts og t-shirt på. Min nye flygtningeven insisterede på, at jeg tog hans jakke på. Det var på trods af, at det var ham, som var den sultestrejkende. Jeg afviste første og anden gang, men gav efter tredje gang. Jeg er stadig rørt over denne mands store hjerte. Det var medmenneskelighed. Den medmenneskelighed som mangler, når vi andre taler om flygtninge.

Du kan læse mere om sultestrejken her

Like Kandymans Facebook-side her

På vej hjem kunne jeg høre noget raslen under trapperne.

Det viste sig at være en kragefugl, som var faret vild ind i opgangen. Opgangsdøren var lukket. Så det var mystisk, hvordan den havde fundet sit snit til at komme ind. Den var trængt op i en krog under trapperne, hvor den sloges med væggen.

Da jeg prøvede at nærme mig, sprællede den voldsomt med vingerne. Hvordan skulle jeg hjælpe den? Den var tydeligvis bange for mig. Og jeg var bange for den. Hvis jeg greb fat i den, ville en af os med garanti komme til skade.

Jeg har læst, at nogle fugle kan være ligeså kloge som aber. Så jeg brugte dørmåtten til at holde døren åben.

”Jeg giver dig nu en halv time til at gå frivilligt ud”, tænkte jeg.

Jeg tror den hørte mig. Da jeg kom tilbage efter tre kvarter, var den væk.

Det er vores pligt og ansvar at drage omsorg for alle levende væsner. Både den lille tissemyre og den store elefant skal behandles med respekt og værdighed. Næste gang du ser et dyr lide, så husk at det kan føle smerte. Akkurat som du kan.

Like Kandymans Facebook-side her