Sweet Deed #20

Sweet Deed #20 - DM-Aid Runner

DM-Aid er en af de mest troværdige nødhjælpsorganisationer jeg kender. Jeg har fulgt deres arbejde i en del år nu. Vi plejer at få deres brochure ind ad døren. Og jeg har altid syntes, at brochuren indeholdt nogle fede projekter. Især deres vandprojekter, hvor de bygger brønde i den tredje verden.

DM-Aid fylder 10 år i år. I den anledning holder de en jubilæumsfest. På deres Facebook-side så jeg, at de søgte frivillige til at omdele flyers og plakater i forbindelsen med festen.

Jeg meldte mig frivilligt med det samme. Spontant og uden at kende nogen. Lidt ligesom at starte i en ny skole. Jeg var på vej væk fra det trygge.

Der gik heller ikke længe før, jeg stod på Strøget med nogle flyers i hånden. Det var et stort puf ud af min komfortzone. Her stod jeg i hjertet af København for at dele flyers ud til tilfældige fremmede. Hvordan gjorde man egentlig det?

Heldigvis var den frivillige koordinator god til at lære fra sig. Hun tog initiativet, mens jeg afventede for at observere og samle mod.

Det handler ganske enkelt om at være venlig og smile. Ikke at tage afvisningerne personligt. Lidt ligesom livet.

Jeg trådte ind i ringen. Ind i en mental boksekamp med min komfortzone. I første runde gik jeg i stillingskrig. Bam-bam-bam! Komfortzonen fik sendt et godstog af jab. Jeg var ikke i god kampform. I anden runde holdte jeg paraderne og begyndte at sende de nådesløse slag af sted. Jeg begyndte at føle mig hjemme. Det var en sikker omgang til mig. Jeg vandt på point.

Et par dage efter var vi på Nørrebrogade for at dele flyers ud. Folk var mere åbne og imødekommende på Nørrebro. Boksekampen var blevet til træningskamp.

Næste kamp bliver i morgen. På min hjemmebane. Amager!

Du kan læse mere om jubilæumsfesten her. På gensyn til en forhåbentlig festlig dag med masser af hygge.

 

P.S. Al overskud går til forældreløse børn!

 

 

 

Like Kandymans Facebook-side her

 

 

 

 

 

 

Sweet Deed #19

Sweet Deed #19 - Med Abdullah over grænsen

I Hamborg mødte jeg Abdullah. Han skulle vise sig at være min nye rejsemakker. Vi ventede begge på samme tog til Danmark. Han skulle til Odense. Jeg skulle videre til København.

Kommunikation var dårlig til at starte med. Jeg forstod ikke så meget arabisk, og han forstod ikke så meget engelsk. Men så gik det op for mig, at han var kurder. Også blev kommunikationen bedre. Det er en fantastisk fordel at have en tosproget hjerne.

Han var 16 år gammel. På egen hånd var han taget fra byen Afrin i Syrien op i gennem Europa til Hamborg. Det var tydeligt, at han var på flugt og ikke kommet til Hamborg på ferie.

Mens vi ventede på toget viste han mig billeder af hans familie, hans to hunde og landsbyens andre dyr. Jeg kunne mærke hans savn, hans fortvivlelse og hans angst. Han var meget nervøs for, at der skulle opstå problemer. Og at han ikke ville nå til Odense, hvor hans onkel ventede på ham. Jeg beroligede ham og sagde, at han nok skulle nå frem.

Jeg tænkte, at han skulle se lidt fin ud, når han ankom til Danmark. Jeg åbnede derfor min baggage og spurgte, hvilken skjorte han bedste kunne lide.

Han pegede på en blå. Jeg gav ham den og sagde, at det var min gave til ham.

Det var flere år siden, jeg havde rejst i lang-distance tog. Det var behageligt og hyggeligt at køre gennem landskabet. Men vi var begge meget trætte, så togrejsen blev ikke nydt fuldt ud.

I toget spurgte han, om jeg havde nogle høretelefoner han måtte låne. Jeg gav ham mine og sagde, at han skulle beholde dem. Kort efter faldt han i søvn med kurdisk halay musik i ørerne.

Da vi skulle skifte tog i Flensborg, prøvede jeg at vække ham. Han sov meget tungt. Flugten havde gjort ham udmattet. Efter at have rusket lidt i ham, stod han endelig op med et sjovt hvad-sker-der-morgenfjæs.

”Kom nu, vi skal stå af”, sagde jeg og lagde mærke til, at en medpassager kiggede smilende på os. Jeg smilte tilbage.

Da vi på et senere tidspunkt krydsede den danske grænse, fortalte jeg ham at vi nu befandt os i Danmark. Det var han rigtig glad, lykkelig og lettet over.

Jeg aktiverede internetdelingen på min telefon, så han kunne ringe og dele nyheden med sin familie i Syrien.

 

 

 

Like Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #18

Sweet Deed #18 - Guitaristen

I Amsterdam mødte jeg guitaristen Luka. Han var oprindeligt fra Polen, men havde boet i Holland i et par måneder. Før han kom til Holland, boede han i England.

Han havde lige fra barnsben arbejdet hårdt. I England arbejdede han 3 år i morgenmad industrien med produkter som müsli og cornflakes. Han forklarede mig, hvordan han stod for fremstillingen af tonsvis af morgenmad. Det var spændende.

Da han vendte tilbage fra en længere ferie, fik han stukket en fyrreseddel i hånden. Virksomheden havde flyttet arbejdet over Atlanten til USA.

I Amsterdam levede han af at spille på sin guitar. Men kort før vores møde, havde nogle aggressive unge helt umotiveret smadret den.

“Det er mit levebrød”, sagde han frustreret.

Jeg kom til at tænke på ordsproget med fiskestangen. Guitaren må vel være fiskestangen i dette tilfælde? Han skulle bruge 10 euro for en ny guitar. Jeg gav ham alle mine småmønter. En hel håndfuld. Det var rart at komme af med dem.

 

 

 

Like Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #17

Sweet Deed #17 - Istanbuls Skatte

Der er ikke rigtig nogen seværdigheder i den asiatiske del i Istanbul. Men man kan til gengæld finde Istanbuls frækkeste ballademagere. Vi iagttog dem, mens vi ventede på havnebussen. Olsen Banden i kurdisk version.

Vilde og spontane. De fór rundt på stationen. Bappede to smøger på samme tid. Piftede og legede med gadehundene. Kravlede op på butikdisken og prøvede at blæse røgringe. Nå ja, og så var den ældste kun 11 år. Den yngste? Det vil du ikke vide.

De var fløjtende ligeglade med alt og alle. Sikkert fordi, at verden var fløjtende ligeglade med dem. Ingen tog hensyn til dem. Og ingen turde nærmest at snakke med dem.

Men de var blot børn i en voksen verden. De skulle have slik og guf til munden – ikke smøger. De skulle have barndommen tilbage. Så jeg fortalte dem, at de måtte tage alt det de havde lyst til fra kiosken. Det hele var på min regning.

Den yngste tog en chipspose fra hylden.

”Abi, må jeg få den her?”

Jeg var chokeret. Ikke nok med at han spurgte høfligt om lov, så valgte han ydmygt kun en ting. Havde du gjort det samme? Jeg havde rippet hele butikken.

”Ja, tag også is, chokolade og sodavand”, svarede jeg ham.

De satte sig ned og begyndte at guffe de søde sager.

”Abi, abi, se, se”, kaldte den ene og viste, hvordan han delte sin is med hunden. Jeg smilte stort. Glem Hagia Sofia, Den Blå Moské og Topkapi Paladset. De her gadebørn er Istanbuls sande skatte.

 

 

 

Like Kandymans Facebook-side her