Sweet Deed #38

Sweet Deed #38 - Jul på Hørgårdens Plejecenter

I denne tid gemmer sig mange triste og ensomme ældre. Jeg talte med centerlederen fra Hørgårdens Plejecenter. De søgte frivillige til at være med til at gøre julen til en hyggelig tid for de ældre beboer. Så jeg meldte mig frivilligt.

Et par dage før juleaften, var der et møde for de frivillige. Vi blev introduceret og vist rundt i plejecenteret. Jeg skulle være sammen med beboerne på anden sal juleaften. Det var her de svært demente boede.

Den 24. troppede jeg op. Jeg faldt hurtigt i snak med Henny og hendes veninde. Henny er en livlig og sjov ældre dame. Alle, der har arbejdet i Dagli’ Brugsen, kender hende.

Som 18-årig, fødte hun John udenfor ægteskab. Hun måtte ikke have ham for sin far. Så i 1948 trådte hun ind af døren til Mødrehjælpen og afleverede lille John. Hendes far fortrød det på sit dødsleje.

”Men det var for sent”, sagde Henny og sukkede.

Henny kunne ikke lide at være i plejecenteret. Hun ville hellere bo på Marengovej. Der har hun boet fra hun var en ung pige.

Kun hendes datter Marianne kom på besøg. Hendes andre familiemedlemmer ville ikke komme sådan et sted. Hvorfor vidste hun ikke.

”Alligevel savner man dem”, sagde hun.

Vi snakkede om juletiden. Hennys veninde var ikke glad for at få gaver. Jeg troede, at det altid var dejligt at få gaver?

”Nej, jeg vil selv købe mine ting”, sagde hun.

Men hun var ikke overbevisende. Der må ligge noget andet bag.

Henny fortalte, at hun hvert år tænkte på om hun ville være levende til næste jul.

”Det håber jeg ikke jeg er”, sagde hendes veninde.

Vi tog plads i spisestuen. Nogle af beboerne brokkede sig over, at servietterne var røde og ikke hvide. Andre var en kende utålmodige:

”Vi får maden til næste jul” sagde Henny og lo.

Personalet havde dog gjort et godt stykke arbejde. Der var sørget for det hele. Andesteg, ris a’la mande med mandelgaver, sang og hygge.

Efter middagen og mandel-legen, satte jeg mig over til Egon og Karianne.

Karianne fortalte om musikidolerne fra hendes ungdom. George Micheal og Fabian Forte. Jeg havde aldrig hørt om dem.

Jeg googlede Fabian Forte og viste hende billederne.

”Åh, han er så skøn”, sagde hun som en lille forelsket pige. ”Har du ikke det billede, hvor han har hvidt tøj på?”

Jeg viste hende det. Samtidig fik jeg den geniale idé at youtube ham. Selvom Fabian er flere årtier ældre end Youtube, gav det pote.

Jeg viste hende nogle klip, hvor Fabian optrådte live. Det vækkede noget i hende. Noget der havde ligget gemt i flere år. Hendes minder blev vækket til live. Hendes ungdom blev genoplivet og genoplevet. Hun var rørt og fik glasøjne. Så tog hun min hånd og klemte. Og klemte. Og klemte. Hun var glad og taknemmelig.

Hun ville se flere klip. Jeg lænede mig tilbage på stolen. Det var bevægende at iagttage hende, mens hun så på video-klippene. Jeg kiggede på SOSU-hjælperen. Hun var også rørt.

Vi tog en svingom og jeg lovede at skaffe en Fabian Forte cd.

Tænk at noget så enkelt som et sort/hvidt youtube-klip, kan skabe så meget glæde.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #37

Sweet Deed #37 - Auktion til fordel for FMKB

På min arbejdsplads afsluttede vi året med en auktion. Pengene, der kom ind, gik til ”Familier med kræftramte børn”. Ledelsen i selskabet ville desuden fordoble det indsamlede beløb, som så ville gå ubeskåret til FMKB. Det var en god måde at afslutte et fantastisk år på.

Auktionen var underholdende og spændende. Der var rigtig fine sager, som man kunne byde på; blandt andet malerier af sangerinden Anne Linnet og guitaristen Franz Beckerlee fra Gasolin. Og når pengene gik til en god sag, var man villig til at byde ekstra meget.

Jeg måtte punge ud med 1500 kr. for en computertaske, kinesisk tekop af porcelæn, traditionel italiensk kage og bilvask. Hvis min økonomi tillod det, ville jeg gå i budkrig om alle tingene. Også selvom jeg ikke skulle bruge dem.

Vi fik indsamlet over 25000 kr. for FMKB. Det var fedt at bidrage til, at lige præcis disse familier kunne få lidt mere smil på læben i hverdagen.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #36

Sweet Deed #36 - Barndommen

Den forsvundne barndom. Klassikere som hinke, krig og dåseskjul er ved at gå i glemmebogen. Mange af nutidens børn kender slet ikke disse udendørslege. Hvad er det værd at blive voksen, hvis man ikke har spurtet for at nå dåsen først og råbe ”alle ud af dåsen!”

De moderne børn har enten travlt med at blive voksne eller med at spille på tablet og smartphones. De er blevet fanger i deres eget hjem.

Vejret har skiftet gear fra lunt til koldt. Det betyder, at børnene ikke kan gå udenfor og lege, ikke? Forkert! Selvom forældrene har de bedste hensigter, mener jeg det er sundest at lade barnet komme ud. Motion og styrket immunforsvar er nogle af fordelene.

Børn der leger udendørs, især på dette tidspunkt af året, bør belønnes. I et legehus bemærkede jeg et lille legekomfur. De fabriksfærdige løsninger havde vi ikke i vores legeplads i min tid. Vi havde til gengæld en stor portion fantasi.

I komfuret var der sand. Jeg gætter på, at der har været gang i noget bagning. Før jeg lukkede komfuret igen, placerede jeg en masse femmere i den og skrev en lille note: ”Nyd din barndom.”

Det kunne være sjovt at se barnets reaktion ved næste bagning.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #35

Sweet Deed #35 - Københavns Lufthavn

Jeg var klar til at vinke farvel til den danske vinter. Vejrudsigten i Tenerife så lovende ud. Masser af sol og 25 grader.

Det skulle have været en rigtig god ferie. Men jeg kom aldrig så langt. For jeg kom for sent til flyet i Københavns Lufthavn. Enhver rejsendes mareridt.

Det var min egen skyld. Jeg havde ikke afsat nok tid i min rejseplan. Af en eller grund havde jeg fået ind i hovedet, at jeg bare skulle være i lufthavnen når gaten var ved at lukke.

Men jeg havde optimist-hatten på. Da jeg kom i gennem security, spurtede jeg som en gal til gaten. Her mødte jeg dog en medarbejder, som havde pessimist-hatten på. Hun ville ikke lade mig passere. Flyet stod klar for øjnene af mig. Der var stadig lidt tid endnu til at det skulle lette. Men ligemeget hvor meget jeg tiggede, ville hun ikke lade mig gå ombord.

Jeg indså, at situationen var håbløs. Virkeligheden ramte mig lige i ansigtet. Slaget var tabt. Så jeg vendte snuden mod lufthavnens udgang. Gennemsvedt og skuffet.

Ved tax free-butikken sad et orkester og spillede med flere instrumenter. Jeg havde ikke lagt mærke til dem før nu. De mindede mig om orkesteret på Titanic. Og med min nedtur oveni, var det ren Titanic stemning.

Måske kunne humøret vende, hvis jeg gjorde noget godt? Jeg købte derfor noget lækkert finsk chokolade i tax free-butikken og gav det til orkesteret. Det viste sig at holde stik – humøret blev bedre. At give en gave til andre gør sandeligt både andre og dig selv gladere.

Dagens morale: Kom i lufthavnen i god tid. Er uheldet ude og du misser flyet, så lad være med at gå i panik. Det vil ikke hjælpe. Acceptér i stedet situationen. Sidst, men ikke mindst; gør en god gerning.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #34

Sweet Deed #34 - Lån til Shaheen fra Pakistan

Shaheen er en 41 årig gift kvinde og mor til seks børn. Hendes mands beskedne indtægt er utilstrækkelig til at dække alle husstandens udgifter. Derfor startede hun sin egen lille forretning med salg af mælk. Hun har gjort det i mange år og er blevet kendt for at levere god kvalitet af mælk i lokalområdet.

Med støtte fra Kashf Foundation, har hun gradvist forbedret sin virksomhed. Kashf Foundation er en af de førende udbydere af mikrofinansiering i Pakistan. De fokusere på at udvide finansiel adgang for fattige kvinder i hele landet.

Shaheen havde anmodet om et lån på 40.000 pakistanske rupee, som svarer til cirka 400 dollars. For de penge ville hun købe en anden bøffel og dermed øge salget og tjene penge til at give sin familie de basale livsfornødenheder.

Via Kashf Foundation og Kiva lånte jeg hende 25 dollars, så hun kunne udvide sin forretning og øge antallet af de dyr, hun i øjeblikket ejer.

Shaheens lån er nu fuldt finansieret. Og jeg glæder mig til at følge udviklingen. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg finansiere mikrolån til verdens fattige.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her