Sweet Deed #48

Sweet Deed #48 - Gå en kilometer for Yemen

Når jeg er i fitness centeret, ser jeg en masse tonse afsted på løbebåndet. Jeg har ikke selv løbet på løbebåndet i en evighed. Det er uendeligt kedeligt, også selv om der er tv.

Synes du også løbebåndet i centeret er vildt kedeligt? Jeg kender en sjov og motiverende måde at spice turen lidt op på. Du vil opleve, at du kommer til at gå/løbe længere end du havde planlagt.

Det er med hjælp fra DM-Aid, som har søsat kampagnen “Gå en kilometer for Yemen”. Den nye kampagne går ud på at man donerer 10 kroner for hver kilometer man går. Pengene går til en dignity kit til de yemenitiske kvinder, som er hårdest ramt af krigen i Yemen.

Jeg fik genfundet lysten til at bruge løbebåndet. Det skulle udnyttes. Jeg satte hældningen på 15%, så gåturen blev lige så hård og stejl som et bjerg. Op ad bakke, men slet ikke så meget, som livet er for mange yemenitter i øjeblikket.

Derefter gik jeg raskt i 4 kilometer. Og det er på trods af, at jeg normalt er ved at dø efter fem minutter. Så på med løbeskoene, måske kan det også motivere dig til at tage en god tur på løbebåndet!

Sweet Deed #47

Sweet Deed #47 - I biffen med kørestolsbruger

Husker du kørestolsbrugeren M og hans mor? Jeg kontaktede dem for at høre om M ville ud for en stund og lave noget. Moren foreslog at vi kunne tage i biografen. Det syntes jeg var en god idé.

Vi besluttede at tage i Palads. Men vi måtte først sikre os, at det var egnet til kørestolsbrugere. Til min store overraskelse fik vi at vide, at det ikke var egnet. Vi fandt ud af, at filmen også kørte i Fields, som til gengæld var handicapvenlig. Der havde ingen af os været før, så det passede os fint.

Filmen var underholdende og vi grinte meget under hele forestillingen. Vi havde en rigtig hyggelig tid. Jeg blev efterhånden ekspert i at betjene kørestolen og folde den sammen. Men jeg har også erfaret noget andet. Kørestolsbrugere møder virkelig store fysiske udfordringer i dagligdagen. Kantsten, trappetrin, små elevatorer og smalle døre. Noget som vi andre sjældent tænker over, men som forhindrer disse mennesker i at bevæge sig rundt på lige fod med andre.

Danmark halter stadig med tilgængeligheden for kørestolsbrugere. Det skulle man ikke tro, vel? Graden af et handicap afhænger meget af den fysiske tilgængelighed. Vi bør derfor hæve det fysiske miljø til en standard hvor alle, herunder bevægelseshandicappede, kan færdes. Det vil både gavne det enkelte individ, men også Danmark som helhed. Det er ikke nok bare at etablere en masse handicapparkeringspladser!

Sweet Deed #46

Sweet Deed #46 - Børn løber for børn

Det lykkedes Kandyman at få en historisk sponsoraftale på plads. Aftalen er blevet til takket være lille Azra. Den omfatter et beløb på 20 kroner per omgang, Azra løber i forbindelse med skoleløbet. Det vil sige, at hvis hun løber 10 omgange, vil hun indkassere 200 kr. fra Kandyman. Så der hviler et mindre pres på hende for at levere varen.

Løbet, som afvikles på hendes skole, minder om det traditionelle motionsløb. Den store forskel er bare, at børnene ikke kun deltager for deres egen skyld, men at de også deltager for at støtte børn med kræft og deres familier. De løber nemlig for at samle ind til Børnecancerfonden. Hovedparten af pengene går til forskning i børnekræft. Størrelsen af bidraget er dog af mindre betydning, da det afgørende er, at børnene ved, at de gør en forskel for de kræftramte børn.

Jeg ville ønske at dette initiativ fandtes i min skoletid. Så havde jeg måske taget skoleløbet lidt mere seriøst – i stedet for at tage de små genveje i Fælleden.

Efter skoleløbet er Azras opgave at regne sammen, hvor mange penge den enkelte sponsor skal bidrage med til indsamlingen. For at gøre det hele lidt mere spændende skrev jeg ’20 kr. + moms’ på den sponsorseddel, som hun havde fået udleveret. Så kan hun allerede nu få stiftet bekendtskab med procentregning.

Sweet Deed #45

Sweet Deed #45 - Tillid vinder over mistillid

I facebook gruppen ’Gratis Ting København’ havde jeg skrevet følgende:

“Jeg har dedikeret denne weekend til at passe syge børn og gamle. Hvis du er syg eller kender en der er det, så står jeg gerne til rådighed. Jeg kan køre den syge bedstefar fra plejehjemmet til hospitalet, hjælpe den sengeliggende mor med at købe ind, skifte den kræftramtes forbinding, eller være en dårlig taber i skak og FIFA.

Smid mig et skriv.”

Der var en enorm opbakning til initiativet. En masse rosende ord. Det var overvældende. Jeg havde på ingen måde regnet med noget i den liga.

Men der herskede også en mindre mistillid. Om end det var en meget lille del, var det svært at ignorere de mistroiske; for mistilliden kunne jo smitte. Nogen gik så langt at påstå, at det var direkte indbydelse til hjemmerøveri.

Dog var det den positive respons, som fyldte mest. Jeg modtog blandt andet flere gode idéer til Sweet Deeds. Dem vil jeg iværksætte i den nærmeste fremtid.

Enkelte tog også i mod den udstrakte hånd i stedet for at slå den væk. De havde tillid – en nødvendighed for at lade mig hjælpe dem.

I løbet af weekenden fik jeg hjulpet folk med at købe ind. De havde hver deres udfordringer. Jeg fik lært grøntsagsafdelingen bedre at kende. Og jeg fik styr på størrelsen af bleer. Så det var ganske positivt.

Men weekendens højdepunkt var en vidunderlig mor og hendes søn. Moren havde gennemgået flere operationer. Hun havde rygproblemer. Sønnen var kørestolsbruger. Han var spastisk lammet.

Støttemulighederne udenfor hjemmet var blevet meget begrænsede. Det betød, at sønnen nærmest var fængslet i sit eget hjem.

De havde en mexicansk baggrund. Og med min hjælpende hånd ville de deltage i en mexicansk kunstudstilling. Men udstillingen var også i høj grad en sammenkomst for latinamerikanere. Det hele foregik i et galleri i København.

Netop som vi skulle køre fra p-pladsen, kom sønnen i tanke om, at han havde glemt sin telefon derhjemme. Jeg tilbød instinktivt at hente den. Men jeg havde ikke tænkt over, at jeg på det tidspunkt stadig var en fremmed. Og der var jo heller ingen hjemme. Kunne de stole på mig – især med hjemmerøveri-kommentaren taget i betragtning?

Til min store overraskelse gav moren uden at tøve nøglen til hjemmet. Det var i det øjeblik, jeg var helt sikker på at tilliden havde vundet over mistilliden.

I galleriet fik jeg oplevet den latinamerikanske kultur på tæt hold. Jeg fik smagt på traditionelt mexicansk mad og drikkelse. Men jeg fik også set, hvor meget eventet betød for mine to værter. De smilte. De grinte. De var lykkelige. Og det var hvert et minut værd.

Jeg mødte en masse fantastiske personer den aften. Skæbnen ville at jeg også skulle støde på min tidligere chef. Hun var netop vendt hjem fra et 7-måneders ophold i Afrika. Tilfældigvis havde hun en fælles veninde med moren. Men var det nu et tilfældigt sammenfald?

Det hele har været en stærk oplevelse. En oplevelse, der stadig sidder dybt forankret i mig. En oplevelse, der har givet mig mere perspektiv på mine værdier og på mit liv. Jeg er blevet så meget rigere. Hver person som jeg fik talt med den aften, har sat sine spor. De var med til at påminde mig om, den person jeg vil være, og det jeg vil bruge mit liv på.

Og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg skal hænge ud med mine nye venner.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her