Sweet Deed #52

Sweet Deed #52 - Danmark Spiser Sammen

Vi er ikke skabt til at leve i ensomhed. Så når du oplever ensomhed, går det ud over din livskvalitet. Lavt selvværd, psykiske lidelser og misbrug kan være nogle af konsekvenserne. Og hvis du føler dig alene, er du ikke alene. For der er flere end 200.000, som også føler sig ensomme.

Heldigvis er der nogle, som vil bekæmpe dette. Flere end 60 organisationer er gået sammen i Folkebevægelsen mod Ensomhed. Landet over kører de lige nu en kampagne, der hedder ’Danmark Spiser Sammen’. Kampagnen sætter netop fokus på ensomhed.

Bevægelsen havde arrangeret et stort fællesspisningsarrangement med over 500 mennesker i Nørrebrohalen. Kandyman skulle være iblandt – som bordvært. En af aftenens vigtigste opgaver.

Min opgave var at være vært for 9 fremmede gæster, og sørge for, at gæsterne slappede af og havde en god aften.

Da gæsterne ankom klokken 17, blev jeg tildelt ’VIP’ bordet. Det bestod af personer fra Headspace, Mary Fonden, Politiken og sidst men ikke mindst Daniel.

Når man er ung skal man ikke være ensom. Men det var Daniel. Han havde samlet mod til at deltage i eventet. Politikens journalist og fotograf dækkede hans aften. De udgav senere denne artikel om Daniel.

Jeg viste derefter gæsterne ned til deres bord, og sørgede for at aktivere alle rundt om bordet. Kronprinsesse Mary, som var dagens hemmelige gæst, holdte kort efter en inspirerende tale. Til min store overraskelse blev hun og spiste med.

Jeg serverede dagens menu til gæsterne. Herefter blev desserten præsenteret, som fungerede på den måde, at gæsterne selv skulle bygge deres egen dessert.

Inden gæsterne blev sendt hjem med en opfordring om at føre madstafetten videre, fik jeg mulighed for at sidde og tale med Kronprinsesse Mary. På bordet lå en flip-flap. Inde i flip-flappen var tallene 1-8 og under hver flap et spørgsmål. Jeg tog den, og spurgte Kronprinsessen om hun var frisk på en omgang. Hun var lidt usikker, men gav efter. Hun valgte tallet 3. 1, 2, 3. Hun valgte igen 3. Det måtte være hendes yndlingstal. Jeg åbnede flappen.

Mig: “Hvad inspirerer dig?”

Kronprinsesse Mary: “Mennesker”

Mig: “Hvilke slags mennesker?”

Kronprinsesse Mary: “Alle. For alle mennesker er forskellige og alle har noget forskelligt at byde på.”

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

 

Sweet Deed #51

Sweet Deed #51 - Aprilfestival

For 46. gang blev Aprilfestival – teater for små og store afholdt. Denne gang var Frederiksberg vært for den årlige festival. Og denne gang ville jeg være en del af Aprilfestival og støtte op om teaterkulturen. Derfor meldte jeg mig frivilligt til at hjælpe til med afviklingen af festivalen.

Der var stor interesse for festivalen. Fulde huse med glade børn og deres familier. Sammen med en anden frivillig var vores primære opgave at tage imod billetter ved indgangen til spillestedet. Som publikum kunne man opleve over 200 forskellige teaterforestillinger. Der blev bestilt mere end 27000 billetter – det kostede gratis. Men mange mødte også op uden billetter. Vi så igennem fingre med det, og lod dem passere alligevel.

Vi fik også mulighed for at give en hånd med udsmykning, vejvisning og oprydning i mellem forestillingerne. Det var fedt at opleve festivalen ’indefra’ og se forestillinger som ’Romeo og Julie’ og ’Hånden’.

Jeg blev gode venner med min frivillig-kollega. Han studerede international politik i København, men var udvekslingsstuderende fra Usbekistan. Det var første gang, at jeg havde mødt en derfra.

Usbekistan er et land i Centralasien. Et land med en diktator, som har styret landet med hård hånd i over 25 år. Min frivillig-kollega fortalte om korruptionen i landet. Man skulle blandt andet registreres for at komme til hovedstaden Tasjkent – også selvom man var usbekisk borger. Det var nemmere at komme til nabolandet Tadsjikistan end hovedstaden. Med mindre man naturligvis betalte penge under bordet. Det svarer til en århusianer, som prøver at flytte til København. Vildt.

Engang, da han befandt sig i hovedstaden Tasjkent i forbindelse med sit studie, blev han anholdt. Han blev ført til en arrest, hvor han blev torturret. Årsag? Han var ikke fra hovedstaden.

Nu stod han her sammen med mig og prøvede at give de besøgende en uforglemmelig oplevelse. Sikke en mand.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #50

Sweet Deed #50 - Velkomst til ny verdensborger

Selvom vi lever vidt forskellige liv, holder jeg stadig kontakten med min barndomsven. Han har slået sig ned med kone, lejlighed og ventede sit første barn.

Da han endelig blev forælder til en skøn datter, tog jeg forbi hospitalet for at byde den lille verdensborger velkommen. Hun var sund og rask. Små hænder, fingre, tæer, ører og en duftende blød hud. En fantastisk smuk verdensborger.

Alle havde det godt ovenpå fødslen, om end den trak meget ud. Jeg må erkende, hvor meget respekt jeg har for den nybagte far. Jeg tager hatten af for hele fødselsprocessen. Det er ikke let, men jeg synes han har klaret far-rollen rigtig godt indtil videre. Nu skal han bare vænne sig til barnegråd og bleskift.

Vi fik os derefter nogle dybe samtaler om de store spørgsmål i livet: Forældreskab, karriere, ægteskab, venskab. Da jeg omsider skulle til at tage hjem, stødte vi på en bekendt. Hans mor var indlagt på samme hospital. Hun havde uhelbredeligt kræft. Det var en mærkelig sammenblanding. På den ene side en lykkelig far med sin nyfødte datter. Og på den anden side en søn med sin kræftramte mor. Jeg har aldrig været så glad og trist på samme tid før. En meget underlig følelse. Men det er jo livets karrusel. Nye verdensborgere kommer til – mens andre vinker farvel.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #49

Sweet Deed #49 - Plant et frugttræ

Har du nogensinde plantet et træ? Det havde jeg ikke før denne uge. Nu har jeg haft fornøjelsen at plante et frugttræ. Når vi planter træer, er det er et symbol på mange ting. Det er noget helt særligt. En lille investering, som kan gavne rigtig mange i fremtiden. De er livsgivende og vi kan ikke få for mange af dem. Derfor ville jeg plante et træ.

Jeg besøgte Amager Planteland for at finde et træ. Det blev ikke så let, som jeg havde regnet med. Der var uendelig mange træer at vælge i mellem. Jeg valgte, efter noget tid, et søjleæbletræ. Cirka 3 meter udvokset. Rødt og sødt spiseæble. Velegnet til den sprøjtefrie have. Det skulle være en gave til miljøet og menneskeheden.

Næste opgave var at finde noget at grave med. Sammen med nogle venner gik vi på jagt efter en skovl. Det var dog ikke lige til, da ingen af os kendte en gartner. Vi endte derfor med et koben. Ja, jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt. Men det var bedre end den plastikskovl, som min ene ven skaffede. Den var kun egnet til sne.

Det sidste problem var lokation. For hvor skulle man plante sådan et frugttræ? Vi besluttede at plante træet i en park. Målrettet og begejstrede gik vi i gang med at grave hullet. En kvindelig forbipasserende stoppede op og iagttog os på afstand. Hun så undrende ud. Var vi i færd med at begrave et lig? Eller gemme stoffer? Da vi fortalte om vores lille gerning, blev hun lettet. Hun roste os for initiativet og gav os nogle gode husråd til plantningen.

Æbletræet stod nu fint, dér midt i parken. Klar til at vokse og give frugter til forbipasserende. Et livsbekræftende og smukt syn.