Sweet Deed #61

Sweet Deed #61 - Warrior

Valbyparken åbnede portene for et sjovt og meget udfordrende forhindringsløb: Copenhagen Warrior.

Som Warrior deltager skulle man igennem 20 kendte og ukendte forhindringer over en 6 km lang rute. Deltagerne skulle blandt andet igennem mudder, pigtråd, vand, ild og over en fem meter høj forhindring. Man havde retten til at prale efter gennemførelsen.

Løbet blev gennemgået – en forhindring ad gangen. Sammen med en anden eventassistent, var min opgave at sørge for og stå som kontrollant ved ild-forhindringen. En forhindring, hvor løberne skulle springe over tre bump med ild.

Vi havde masser af brænde og tændvæske. Men at få gang i bålene, var sværere end vi havde regnet med. 5 minutter til at løbet skulle starte, og vi havde stadig ikke fået gang i ilden. Vi var tidspressede. Ild-forhindringen var dog en af de sidste forhindringer, så der ville gå lidt endnu før løberne ankom.

Endelig fik ilden fat. Og den første løber hoppede akkurat over. Han så slet ikke forpustet ud. Bag ham fulgte resten. De så til gengæld meget trætte ud.

Under den sidste del af løbet skete det uundgåelige. En deltager faldt over det sidste bump. Selve faldet så ikke slemt ud. Men så begyndte hun at rulle rundt og skrige. Og skrige. Og skrige. Smerten kunne mærkes i skrigene. Der var gået ild i hende! Jeg fór op og tog et stykke tæppe for at slukke ilden. Alt hendes tøj var brændt væk, så hun stod der kun iført en top.

”Vand, vand, vand”, blev der råbt. Også kom der en stor balje med vand, som hun fik over sig.

Heldigvis var vi nabo til Københavns Beredskab, som hurtigt overtog førstehjælpen. De tog hende til en nærliggende busk og hældte køligt vand fra en slange. Kort efter ankom en ambulance og behandlede hendes brandsår.

Jeg fik senere at vide af ambulancefolkene, at hun havde det godt og nok skulle klare den. Jeg kan dog stadig den dag i dag høre hende skrige af smerte.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #60

Sweet Deed #60 - Lungemedicinsk Afsnit

Jeg kan mærke, at vi for alvor er ved at blive voksne. Vores forældre bliver syge og den naive barnetro findes ikke længere. I stedet har realiteterne og voksenfølelsen taget over. Min barndomsvens far har fået konstateret kræft i lungerne. Det kom som et chok for mange af os. Men det har især været en stor kamel at sluge for familien. De går nogle hårde tider i møde.

De første tegn på kræft kom, da han motionerede eller gik op ad trapperne. Han blev meget hurtigt forpustet, hvilket var usædvanligt. Siden hen er han blevet indkaldt til undersøgelser og skanninger.

For nylig blev han så akutindlagt på Amager Hospital. Jeg var i den forbindelse forbi Lungemedicinsk Afsnit for at give ham moralsk opbakning og ønske ham god bedring. Det var tydeligt at sygdommen havde taget hårdt på ham. Hans syn var blevet påvirket, så han nu ser sløret. Og han havde svært ved at falde i søvn, hvorfor han var begyndt at tage sovemedicin. Men jeg tror hans største problem var uvisheden. Uvisheden om fremtiden.

Det videre forløb kommer til at ske på Rigshospitalet. Han er nu begyndt på kemoterapi og strålebehandling. Lægerne skal først finde ud af, hvor store doser hans krop kan tåle. Derefter skal de tilrettelægge hans fremtidige behandlinger ud fra denne øvre grænse.

Jeg vil bede for ham, ligesom jeg håber du også vil. Sålænge der er liv, er der håb.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

 

Sweet Deed #59

Sweet Deed #59 - Photo City

På Bremerholm 6 ligger et stort lukket teknisk anlæg. Det er en gammel transformerstation som frem til år 2013 forsynede københavnske borgere med elektricitet. En ny anvendelse er imidlertid blevet fundet. Bremerholm Transformerstation udgjorde nemlig det meste af årets Photo City. En unik fotoby af udstillinger, workshops og artist talks. Råt og flot.

I den gamle transformerstation kunne man blandt andet finde fotografier fra den nordrussiske by Norilsk. Nogle af fotografierne var blevet levendegjort gennem en ”Look and Listen” app. Fra sin mobil kunne man således høre/se historierne bag fotografierne.

Udover at være en af verdens nordligste byer, er Norilsk også en af de mest forurenede byer i verden. Indtil 1956 fungerede Norilsk som en sovjetisk Gulag-fangelejrsystem. I mere end 20 år arbejdede cirka en halv million fanger i fangelejren – i ekstrem kulde og sult. Under tvang opførte fangerne miner, fabrikker og selve byen. Norilsk var bygget på menneskeknogler.

Det ekstreme klimaforhold er ikke for sjov i Norilsk. Om vinteren falder temperaturen til minus 50 grader. Ved minus 40 grader kan et individ klare tre minutter uden tøj på kroppen. Ved minus 60 grader dør menneskecellerne øjeblikkeligt! Fra november til midt januar er der ikke sollys i Norilsk. 24 timers mørke i 2,5 måneder. Av, av, av.

Jeg var hverken professionel fotograf, kunstner eller museumsguide (sidstnævnte blev jeg dog lidt til sidst). Så hvad lavede jeg egentlig der? Tja, jeg prøvede at give andre, som havde denne interesse, en fotografisk oplevelse. Sammen med en programmør fra Momondo var jeg nemlig frivillig i Photo City’s infocenter. Her informerede vi publikum om hvad Photo City havde at byde på.

Jeg har efter denne gerning fundet ud af to ting: At et fotografi handler mere om fortællingen bag end om kvaliteten, og at jeg har en museumsguide i maven.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #58

Sweet Deed #58 - Asiatisk Kultur Festival

Asiatisk Kultur Festival kom for første gang til København. Det foregik på Islands Brygge, hvor jeg var en del af teamet bag den succesrige festival.

Formålet med Asiatisk Kultur Festival er gennem forskellige aktiviteter at skabe kulturel forståelse og fremme integration mellem danskere og asiatere, som bor i Danmark. Festivalen har til formål at skabe harmoni og samvær mellem forskellige kulturer. Og det er helt fint i sig selv.

Men det jeg synes var det mest fantastiske og det der har gjort mig glad for at hjælpe til er, at festivalen støtter op om den sociale og økonomiske samfundsudvikling i de mest fattige dele af Asien. Overskuddet fra festivallen vil nemlig blive brugt på at støtte fattige, enlige mødre i Asien, deres børn samt gadebørn til uddannelse og/eller en vej til selvforsørgelse.

Jeg assisterede festivalarrangørerne med infrastruktur, sikkerhed, guidning af gæsterne samt oprydning. Man kunne også finde mig ved indgangen med en vietnamesisk hat. Her solgte jeg indgangsbilletter til festivallen. Jeg tog imod betaling og gav armbånd til gæsterne. 20 kroner var prisen. Nogle prøvede at snige sig ind, men det lykkedes sjældent. Jeg havde øjne i nakken. Kun de yngste lod jeg komme gratis ind. De fik også noget sundt guf med på festivalens regning.

 

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #57

Sweet Deed #57 - Kaffe til sidemanden

På vej i flyet til Sydfrankrig, sad jeg ved siden af to ældre kvinder. Jeg havde under turen ikke været særlig snakkesalig. Det var ikke fordi jeg ikke var tilnærmelig eller imødekommende. Men fordi jeg havde fået en kraftig hovedpine. Den var nok forårsaget af trykket i flyet.

For at komme af med hovedpinen ville jeg derfor bare sove. Lige lidt hjalp det. Jeg blev vækket af stewardessen, som var i færd med at sælge drikkevarer. Jeg skulle ikke have noget, men det skulle min sidemand. Hun bad om en kop kaffe.

”25 kroner”, sagde stewardessen.

Den ældre dame tog nogle danske kroner frem og rakte dem til stewardessen.

”Vi tager kun imod kreditkort”, sagde stewardessen høfligt.

Dette hørte den ældre dame tydeligvis ikke. For denne gang trak hun en 5-euroseddel frem.

”Vi tager kun i mod kreditkort”, gentog stewardessen.

Det gik nu op for den ældre kvinde, hvad stewardessen mente. Hun sad og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun blev hed i kinderne.

”Jamen, så skal jeg ikke have den alligevel”, sagde den ældre dame og afleverede kaffen tilbage.

”Jeg vil gerne betale for den”, skyndte jeg mig at sige til stewardessen.

Stewardessen kiggede meget forvirret på mig.

”Jeg vil gerne betale for kaffen”, gentog jeg og pegede på sidemandens kaffe.

Stewardessen rakte mig terminalen. Jeg stak dankortet i og betalte.

”Sikke en sød ung mand”, hørte jeg den ældre dame sige til sin veninde, da jeg gik ud for at vaske mit ansigt.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her