Sweet Deed #69

Sweet Deed #69 - Amin fra Malta

Malta er en fantastisk og solrig ø, der har meget at byde på. Et af de mange gode minder jeg har derfra, var da jeg hjalp liggestol-udlejeren.

I slutningen af min ferie landede jeg på Neptunes, som udlejer liggestole på deres store solterrasse. Her kunne man nyde det bedste fra begge verdener. En svømmetur i poolen eller i det klare vand fra Middelhavet, som Neptunes var omgivet af.

Efter at have nydt de cirka 30 grader i solen og læsket ganen i nogle timer, blev det tid til at tage hjem.

Men i stedet for bare at vende hjem uden at se mig tilbage, ville jeg gøre noget godt. Jeg så udlejeren af liggestolene pakke tingene sammen. Spontant begyndte jeg at hjælpe ham med at rydde op og bære liggeunderlagene til skuret.

Udlejeren blev glad for håndsrækningen, der kom som en overraskelse. Han var så overvældet, at han konstant takkede mig hver gang jeg gik forbi med liggeunderlagene om skulderen.

”Thank you my brother”, blev han ved med at sige.

Vi talte lidt sammen. Han hed Amin og var oprindeligt fra Ghana. Han havde boet i Malta i et stykke tid.

Mens jeg var i færd med at hjælpe Amin, stoppede en ældre herre mig op. Han var i selskab med nogle andre gæster.

“Hvor er du fra?”, spurgte han nysgerrigt.

”Danmark”, svarede jeg ham.

”Vil du arbejde med os”, spurgte han pludselig. Han var betaget af den hjælpsomlighed jeg viste.

Det slog mig, at jeg netop var blevet tilbudt et job. Flere tusinde kilometer fra Danmark. Det havde jeg ikke regnet med. Selvom det var fristende måtte jeg takke pænt nej. Jeg havde allerede to jobs i Danmark. Det ville være umuligt at bibeholde dem fra Malta.

Jeg fandt ud af, at den ældre herre var Amins chef og manageren af stedet.

”Da jeg var på deres alder”, sagde han og pegede på nogle små legende børn, ”der begyndte jeg at arbejde her med min far. Vi ejede baren i 13 år.”

Han fortalte om hvordan stedet så ud dengang. Det var en meget interessant snak.

”Vi er ligesom Wimbledon i England”, sagde han om stedet. Der var sket meget i løbet af årene. Han havde arbejdet der i 53 år. Nu var han 63 år gammel.

Mens vi snakkede, lagde jeg mærke til at andre gæster også begyndte at hjælpe. Det var fantastisk at se, hvordan godheden smittede.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #68

Sweet Deed #68 - Hjemløse i Athen

Hjemløse på gaderne vil altid være et problem i storbyer. Men jeg kunne aldrig forestille mig, at der ville være så mange hjemløse i centrum af Athen.

Landets økonomiske krise har været i fuld sving de seneste år. Det har medført, at antallet af mennesker med behov for hjælp er steget gevaldigt.

Det er ikke kun narkomaner, alkoholikere og vagabonder, som er endt på gaden. ”De nye hjemløse” er i stigende grad græske statsborgere fra middelklassen. De har på grund af krisen mistet deres job – lige før de mistede deres hjem. Kun få grækere er nemlig immune over for risikoen for at blive hjemløse.

Folk er ofte mistroiske når det gælder hjemløse. Ja, nogle bruger sikkert pengene på alkohol eller stoffer. Men mange har også gode intentioner. Husk at alle har deres kamp, hvorom du ingen viden har.

At tilbyde noget at spise og drikke er en god og human måde at hjælpe andre. Hjemløse har også følelser. Og måske er et måltid alt, hvad de behøver for at vide, at nogen bekymre sig om dem?

Bevæbnet med lidt at spise og drikke ledte jeg efter de hjemløse i Athen. De var ikke særlig svære at spotte. Så snart mørket faldt på, blev den økonomiske krise synlig i gaderne. Skraldespande blev til guldminer. Og døråbninger blev til improviserede senge. Nogle af de hjemløse kunne engelsk, mens andre ikke kunne. Men én ting var sikkert: De var taknemmelige.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #67

Sweet Deed #67 - Boksekonkurrence i Konya

Under et meget specielt bryllup i hjertet af Konya, gik jeg flere gange ud for at trække frisk luft. Det var både varmt indenfor og udenfor.

Jeg så to gadebørn gå rundt omkring bryllupsbilen og kigge søgende ind ad vinduerne. Da de opdagede, at jeg kiggede på dem, lod de som ingenting og gik deres vej. Det var meget mystisk, men jeg lod dem gå videre.

På et senere tidspunkt bemærkede jeg en boksemaskine lige udenfor bryllupslokalet. Jeg ville se hvem den mest hårdslående dreng var. Så jeg kaldte på børnene fra brylluppet.

”Lad mig se, hvor stærke i er. Slå en ad gangen. Jeg giver slik til den, der slår hårdest”, sagde jeg udfordrende.

Det var et anderledes, men underholdende indslag til brylluppet. Børnene var ivrige. Jeg puttede nogle mønter i maskinen og startede boksekonkurrencen.

Den første dreng slå. Den anden slå. Og den tredje slå. Deres lave pointscore afspejlede tydeligt deres alder. De var meget små, omkring 8 år gamle.

Men så ankom nogle andre børn. De så noget ældre ud. Og de var bestemt ikke fra brylluppet. Det gik op for mig, at det var de to gadebørn, som tidligere snusede rundt omkring bryllupsbilen.

De ville også være med i konkurrencen. Jeg lod dem deltage, selvom de var ældre end de andre. De havde nok mere brug for den sjove og gode stemning end de fine børn fra brylluppet.

Denne lille boksekonkurrence var måske med til at pleje to spirende talenter. Den første gadedreng slå næsten det dobbelte af de andre. Jeg var imponeret. Den anden slog dog en tand hårdere, og gjorde sig dermed fortjent til førstepræmien.

”Må jeg ikke også få?”, indskød den første gadedreng, da vi skulle indløse præmien. Han var misunderlig på sin ven.

”Jo, så lad gå – du kom jo trods alt på anden pladsen”, svarede jeg og smilte.

Taha og Baran var to stærke og glade gadebørn den aften.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #66

Sweet Deed #66 - Ismageriet med Kirsten og Kirstine

Jeg havde en aftale med Kirsten fra Ørestad Plejecenter. Hun ville gerne ud en tur og få vind i håret.

Da jeg ankom til plejecenteret sad hun allerede ved indgangen og var klar til at komme ud. Ved siden af hende sad Kirstine. Hun ville også med.

Vejret viste sig fra den gode side. Så jeg spurgte de to damer om de havde lyst til at spise en is. Det havde de. De kendte ikke Ismageriet, men var friske på at give det et forsøg.

På vej til Ismageriet hyggesnakkede vi lidt. Kirstine som jeg tidligere havde taget med ud på tur, kunne ikke genkende mig. Måske fordi jeg havde fjernet skægget eller også på grund af bøvl med hukommelsen. Jeg havde lyst til at spørge hende, men undlod. Hun ville måske blive ked af det. Så jeg lod som ingenting og hørte på hendes livshistorie igen.

Ismageriet havde travlt denne varme sommerdag. Kirsten og Kirstine var chokerede over den lange kø foran butikken. ”Det må smage meget godt siden køen er så lang.”

Jeg lod de ældre damer sidde i skyggen på den anden side af vejen og snakke. Imens stilte jeg mig roligt i kø.

Kirsten ville have en vaffel med nougat. Kirstine ville bare have det samme. Jeg snuppede en Amager Special. Isen var ventetiden værd.

Efter at have spist isen fortsatte vi ad Kongelundsvej til kolonihaverne, som blev nydt i stilhed. Til sidst tog vi tilbage til Plejecenteret, så de to damer kunne nå aftensmaden.

”Hvor var det bare en dejlig tur”, sagde Kirsten ved hjemkomsten. Hendes glade ansigtsudtryk beviste, at hun mente det. Hun smilede helt vildt og takkede flere gange for turen.

Fantastisk, hvor meget sådan en lille tur kan blive værdsat. Det var enormt dejligt at kunne gøre de ældre glade!

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her