Sweet Deed #82

Sweet Deed #82 - CBC finale

Vi forbinder ofte kreativitet med at opfinde noget. Jeg ser det nærmere som at opdage noget. Mennesket var for eksempel fortrolig med elektricitet og magnetisme. Men at kombinere disse to var der ingen, som havde tænkt på – før H.C Ørestad lagde to og to sammen og opdagede elektromagnetismen.

Kreativitetens biprodukter er nogle af de vigtigste resultater for vores civilisation. Vi skal derfor forblive aktive og kreative. En af måderne er at afholde verdensmesterskaber som Creative Business Cup (CBC).

Tidligere i år blev der arbejdet for at fremme innovation i de kreative industrier på nationalt plan. Nu var det tid til internationalt niveau. Og det er den internationale finale som er essensen af CBC.

Jeg var også med denne gang. Som vært hjalp jeg med at byde gæsterne velkommen og guide dem rundt til de forskellige lokaler. Lokalerne tilhørte Copenhagen Business School. Jeg brugte også tid på informationsskranken, hvor vi registrerede og informerede gæsterne. Noget af tiden blev brugt til at hjælpe til i garderoben. Således kunne gæsterne nyde eventen, mens deres overtøj og tasker blev opbevaret sikkert.

Alle de forskellige startsups kunne fremvise deres idéer på en stor markedsplads. Som vært var det min opgave at bistå dem, hvis de måtte have problemer.

CBC havde med vanlig god stil fået et rigtig kreativt event på benene. Alt kørte som smurt. Og jeg mødte en masse spændende mennesker fra alverdens lande.

Vinderen af CBC 2016 blev i øvrigt Green City Solution fra Tyskland. Juryens motivation var, at de bragte natur og kunst sammen i en smuk fusion til at løse et vigtig sundhedsproblem i verden: Luftforurening.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #81

Sweet Deed #81 - Brev til en blind

Op i gennem historien har mennesket kæmpet for at brødføde sig selv, skaffe sig klæder og husly. At være blind var en særlig grum skæbne. De blinde var afhængige af familie eller venner for at få dækket de helt basale behov. De var skubbet ud i periferien, ofte som tiggere eller omrejsende. Mon ikke de også blev udsat for lidt hån og spot.

Det var først senere hen, med skoler for blinde, at synshandicappede blev integreret i samfundet på en meningsfuld måde. Men mulighederne for at arbejde som blind var stadig begrænset.

Dette har dog ændret sig i dag. Osman Sari er et strålende eksempel. Han kom til Danmark, da han var 16 år gammel. Dengang kunne han hverken læse eller skrive. Livet som blind i Tyrkiet gjorde, at han ikke havde lyst til livet. Samtidig var han meget afhængig af sin familie.

Men så begyndte Osman på Blindeinstituttet. Og det ændrede alt. Her fandt han ud af, at han sagtens kunne leve et normalt liv med sit handicap.

7 år senere er Osman nu iværksætter med sin egen tolkevirksomhed. Hans virksomhed hedder kvalitets-tolke.dk og der oversættes til 16 forskellige sprog. Oven i det læser han på VUC.

Det eneste der er værre end at være blind, er at have synet, men ingen vision. Osmans kæmpe viljestyrke imponerede og inspirerede mig meget. Derfor ville jeg gerne motivere og bakke ham op. Han skulle bare blive ved med det fantastiske arbejde. Så jeg skrev et brev med Braille-alfabetet. I brevet skrev jeg:

”Kære Osman

Jeg hørte din historie. Du er så sej og inspirerende. Fortsæt det gode arbejde!

De bedste hilsner
Kandyman”

Jeg har normalt en pæn håndskrift, men jeg tvivler på om min blindeskrift er ligeså flot. Jeg håber i hvert fald, at det var læseligt. Og at han blev glad for det.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #80

Sweet Deed #80 - Solcelleanlæg til Ali

Yemen er fortsat et land i krise. Millioner er påvirket og en ny humanitær katastrofe er skabt. Men krigen fortsætter med at være fraværende fra sendefladen og avisspalterne.

De civile betaler igen den høje pris. En af dem er 49-årige Ali. Han er en gift mand, der bor med sin kone og ni børn i byen Dharmar i Yemen. Hans ældste barn er 27 år og den yngste er kun 9 år. Fem af hans børn går i skole, mens to studerer på universitet.

Ali arbejder som lærer i en offentlig skole. Han er familiens eneste forsørger, da hans kone ikke arbejder. Hans løn dækker kun lige akkurat de væsentligste udgifter i den store familie.

Yemen var allerede, inden krigen startede, Mellemøstens fattigste land. Men borgerkrigen har skabt en alvorlig mangel på elektricitet i Dhamar og andre yemenitiske byer. Manglen på strøm har ramt Alis kone hårdt, idet hun ikke kan bruge de elektriske apparater i hjemmet. Især vaskemaskinen og køleskabet har hun haft svært ved at undvære.

Hans børn kan ikke leve normalt som andre børn i verden. De kan ikke spille videospil, se deres favorit tv-programmer eller studere om natten. De er tvunget til sove tidligt, da der ikke er andet at lave.

For at gøre en ende på familiens lidelser, har Ali søgt om hjælp hos Al-Amal. Al-Amal hjælper folk, der ikke længere har pålidelig elektricitet som følge af krigen. Med hjælpen, som jeg også fik mulighed for at støtte, fik Ali et solcelleanlæg: En 150 W solpanel, 100 Amp batteri, sol laderegulator, DC/AC LED-tv og kabel. Med et solcelleanlæg i hjemmet kan han samtidig spare penge på at købe brændstof.

Ali kan nu lyse godt op om aftenen. Hans kone kan bruge husholdningsapparaterne. Og børnene kan underholdes, når det bliver mørkt. Yes!

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

 

Sweet Deed #79

Sweet Deed #79 - Knæk Cancer

Kræft berører os alle sammen. På den ene eller anden måde. Og det er måske derfor at Knæk Cancer er blevet en så stor folkesag. Det var i hvert fald tydeligt på Frederiksberg Rådhusplads. Her var stemningen trygget – men håbefuld. En hel masse lys var blevet tændt i anledning af den årlige Knæk Cancer.

Alle der deltog den aften, havde en grund til at deltage. Enten kender man nogen, som er døde af cancer, nogen som kæmper med sygdommen eller også er man selv kræftramt.

Jeg havde ikke hørt om ’Tænd Et Lys’ eventen før i år. Det var et smukt arrangement, som jeg meget gerne ville støtte op om. Derfor købte jeg også en lyspose, hvor jeg tegnede en tegning på bagsiden og skrev en hilsen på forsiden:

”Til alle dem som kæmper og deres familier”.

Der blev i øvrigt samlet over 163.000.000 kroner ind i forbindelse med Knæk Cancer-kampagnen. Det er da godt gået.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her