Sweet Deed #85

Sweet Deed #85 - Uddannelse til Mukhammed

Livet i skole har været en naturlig del af livet for mange af os. En uddannelse er noget, der forbliver indlejret i os meget længe. Ikke alene gør det os i stand til at tjene til livets ophold, men det hjælper os også til at leve et bedre liv. På grund af manglende økonomi, er alle dog ikke i stand til at gå i skole.

Mukhammed på billedet her, skal til at studere Software Engineering på American University of Central Asia. Han anser uddannelse, som den vigtigste nøgle til at gøre sine drømme til virkelighed. Derfor kom han hele vejen fra et landdistrikt i Kirgisistan til hovedstaden for at få sig en videregående uddannelse. Sidste år studerede han på New Generation Academy på AUCA. Efter at have bestået optagelsesprøverne i AUCA med stor succes, bad han om hjælp til delvis at dække studieudgifterne.

Mukhammed har en stor familie, som består af hans mor, far, to brødre, to svigerinder, en yngre søster, to niecer, en nevø, og Mukhammed selv. De lever alle sammen under samme tag. Hans forældre og brødre dyrker grøntsager i deres have. Familien køber ikke grøntsager udefra, men sælger sine egne for at kunne købe andre varer. Men de har ikke råd til at betale studieudgifter for uddannelsen på AUCA. Mukhammeds drøm er at studere på AUCA, så han og familien kan få et bedre liv i fremtiden. Han mener, at dette universitet giver en ordentlig uddannelse, der vil gøre det muligt for ham at finde et velbetalt job efter endt studie.

Ingen studerende bør nægtes adgang til en uddannelse af høj kvalitet, bare fordi de mangler de nødvendige midler. Familiernes indkomster skal ikke fortsætte med at diktere akademiske resultater.

Jeg er selv studerende. At tage en uddannelse i Danmark er et priviligium, som jeg sætter stor pris på. Derfor bidrog jeg med at gøre Mukhammeds uddannelse overkommelig for ham. Selvom hans virkelighed er forskellig fra min, kunne jeg relatere til ham.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #84

Sweet Deed #84 - Fakkeloptog

Aleppo er faldet. Billeder fra den krigshærgede by er svære at ryste af nethinden. Afskyelige og grusomme. De er blevet en del af fortællingen.

De civile er samlet sammen på små kvadratkilometer, hvor de risikere at blive dræbt alle sammen. Måske, hvis de er heldige bliver de tilfangetaget eller evakueret.

Vi kan umiddelbart ikke tage derned og hjælpe dem. Men vi kan sende vores bønner, støtte økonomisk og deltage i fakkeloptog. Det har måske ikke en direkte indflydelse. Men det viser vores medmennesker, at vi ikke er ligeglade med deres lidelser. At de ikke er glemt. At vi ser dem. Og at de ikke er alene.

I samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke havde Haifaa Awad og Nagieb Khaja indkaldt til fakkeloptog. Fakler kan virke som et håbløst våben, når byen bliver sønderbombet af Putin og Assads kampfly. Men sålænge vi kan protestere er vi ikke magteløse.

Jeg mødte op en time tidligere med min bedre halvdel. Til vores store overraskelse var en ung syrer allerede påbegyndt demonstrationen på egen hånd.

”Pray for Syria, pray for Syria” råbte han gentagne gange. Man kunne tydeligt høre et strejf af sorg i hans stemme. Det gjorde ondt. Han havde mistet et eller andet. Var det hans forældre? Hans kone? Eller hans børn? Han kan vende tilbage til Aleppo en dag og bygge et nyt hus. Men han kan ikke vække sine nærmeste til live igen.

Vi hjalp derefter arrangørerne med det praktiske. Scenen blev klargjort og bannere bundet op.

”Save Aleppo”
og
”Stop the killings”, stod der.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #83

Sweet Deed #83 - Aflevering af kørestol

Kørestole forsvinder fra hospitaler som indkøbsvogne forsvinder fra supermarkeder. Eller som håndklæder fra hoteller. Det er et kæmpe problem, som koster hospitalet en hulens masse penge og frustrerede medarbejdere.

Men der er ikke så meget at gøre. For hvis man ringer til politiet, hvad skal man så sige til dem – vær på udkig efter en forsvundet kørestol? Personalet kan heller ikke rigtig løbe ud og stoppe en person fra at lægge en kørestol ind i bilen.

Mange føler sikkert, at det ikke deres ansvar at aflevere de lånte kørestole tilbage. Og måske kan patienterne ikke lige overskue det.

De skyldige er ikke nødvendigvis organiserede banditter, som kører tante Karen væk i nattens ly. Ofte triller folk deres pårørende til bilen, pakker kørestolen sammen og putter den i bagagen. De tænker, at de nok skal vende tilbage med kørestolen på et senere tidspunkt. Den ender dog bare med at samle støv hjemme hos patienterne.

Også er der dem, som tror at kørestolen er en del af regningen. Andre har bare ikke råd til en kørestol, eller også ønsker de ikke at betale for den.

Det er ærgerligt og langt ude. For det resultere i færre midler til hospitalets primære opgaver som behandling, sygepleje og genoptræning.

Forleden havde jeg den vildeste optur. Jeg var blevet onkel til en lille prinsesse. I den forbindelse var jeg på besøg på Herlev Hospital. På et tidspunkt var vi ude med den nybagte far for at få lidt frisk luft. Vi opdagede imidlertid at vi havde låst os ude. Derfor blev vi nødt til at gå udenom for at komme ind igen.

Lidt udenfor hospitalet fik vi øje på en forladt kørestol. Jeg tog den med mig ind og placerede den ved siden af de andre kørestole. Og det var ikke småpenge, der blev sparet på den gerning. En almindelig kørestol koster nemlig omtrent 5000 kroner.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her