Sweet Deed #90

Den israelske blokade, nærmer sig sit 10 års jubilæum. Blokaden fortsætter med at ødelægge liv og levebrød for mange palæstinensere, der bor i Gaza. Folk er blevet nægtet deres frihed og grundlæggende menneskerettigheder i et årti. Endelig har den kollektive afstraffelse lammet økonomien og holdt folk fattige.

En af dem er Nader, som ses på billedet. Han 33 år gammel og er fra Khan Younis byen i Gaza-striben. Han har et yndigt barn, som han hårdt prøver at forsørge.

Nader arbejder i den offentlige sektor, hvor han får en meget lav løn. Det er knap nok til at dække de basale behov. Så han har besluttet at åbne en gård for at opdrætte kyllinger. Hans plan er at sælge kyllingerne for at øge sin indtægt. Derfor har han bedt den palæstinensiske organisation FATEN om hjælp. Nader ville bruge midlerne til at købe kyllinger og de ting, som de har brug for – såsom mad, medicin og andre nødvendige redskaber.
Som ugens Sweet Deed valgte jeg at støtte dette lille projekt med Nader.

Hvad ville du gøre for at forbedre dit liv, hvis du var i samme situation? Der er ikke noget simpelt svar til dette. Fattigdom ses anderledes alt efter hvor man er. Men jeg mener helt klart, at næsten alle, der lever i dyb fattigdom er bedre stillet, hvis de har kyllinger.

Faktisk hvis jeg var i Naders sko, ville jeg gøre det samme. Jeg ville opdrætte kyllinger.

Her er hvorfor:

  • Kyllinger er nemme og billige at tage sig af. Mange kyllinger kan spise, hvad de finder på jorden. Det er selvfølgelig bedre, hvis man selv kan fodre dem. Så kan de vokse hurtigere.
  • Kyllinger er billige at vaccinere.
  • Kyllinger er en god investering. Antag at Nader starter med fem høns. En af hans naboer ejer en hane, som kan befrugte hønsenes æg. Efter tre måneder, kan Nader have en flok på 40 kyllinger. Med en salgspris på 5 dollars per kylling, kan Nader tjene mere end 1000 dollars om året.
  • Kyllinger hjælper med at holde børn raske. Fejlernæring dræber flere millioner børn om året. Hvis Naders flok er stor nok til at give ham ekstra æg, eller hvis han ender med et par knækkede æg, kan han vælge at tilberede dem til sin familie.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #89

”Dit barn har kræft”. Disse fire ord er hjerteskærende for mange familier med kræftramte børn. En kræftdiagnose er utænkeligt for de fleste. Følgerne er dybe og gennemtrængende for familien, når barnet bliver ramt af kræft.

Alt forandres og konsekvenserne er store. Undersøgelser, indlæggelser, behandlinger, bivirkninger, magtesløshed og angst bliver en del familiens nye hverdag. Samtidig med alt dette prøver man at holde sammen på resten af familien. Der er mange aspekter som kommer i spil, når barnet i familien bliver diagnosticeret med kræft.

Hvordan ville du reagere, hvis det var din familie, som fik chokbeskeden? Jeg aner det heldigvis ikke. Men jeg ved at disse børn og deres familier har brug for al den hjælp og støtte, som ’Familier med kræftramte børn’ kan give dem.

Dem ville jeg gerne bakke op om. Derfor bød jeg på en støtteplakat i forbindelse med den årlige auktion på min arbejdsplads. Pengene, som kom ind, ville gå ubeskåret til FMKB.

Støtteplakaten var af Michael Bundesen. Jeg ved ikke hvem han er. Eller hvad han laver. Men jeg ved blot, at mit bud vandt auktionen. Og hvem ved, måske er jeg endt med at støtte min egen familie…?

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #88

Cubanere er selskabelige og venlige mennesker. De falder i snak med Gud og hver mand, og synes at tilbringe størstedelen af dagen i selskab med andre. Gå ned ad gaden i Cuba, og du vil se folk sidde udenfor deres hjem og tale med naboerne. På promenaden fisker de og i nabolaget spiller de spil sammen. Du vil se folk hænge ud stort set overalt.

De er ude og omkring, engagerede i hinanden og verden omkring om dem. De er det stik modsatte af det isolerede og kolde sociale klima, som vi tit ser i Danmark. Relationer med familie og venner er værdsat mere end alt andet.

Disse mennesker er dybt forbundet med hinanden. Og dette er oplivende for os, der kommer fra lande, hvor teknologien stort set har erstattet den almindelige kommunikation med øjenkontakt, mimik og forståelse. Faktisk er det den manglende teknologi i Cuba – især internettet – som har gjort denne socialisering til en nødvendighed. Det er på denne måde folk får deres underholdning.

Kort sagt så er det folket som gør Cuba til noget helt særligt. Hvis du ønsker at forstå den komplekse struktur i landet, så skal du først starte med folket.

For mig er der særligt ét minde forbundet med dette. Det var da vi en dag sad på restauranten. Jeg havde som sædvanlig problemer med at pille skallen af tigerrejerne. Det var svært og krævede et stort pillearbejde.

Hvem ville være bedre til at spørge om hjælp end en lokal cubaner? Så jeg spurgte tjeneren om hun kendte et godt trick til at pille skallen af. Det gjorde Tania, som hun hed. Hun tog en tigerreje fra min tallerken og viste demonstrativt, hvordan det skulle gøres. Trin for trin.

Min ven og jeg var helt paffe. Hun behøvede slet ikke, men gjorde det alligevel. Sådan leverer man service (og godhed) i verdensklasse!

”And this is for me”, sagde hun kækt og tog rejen, da oplæringen var færdig.

Jeg ville gerne gengælde hendes venlighed. Så jeg købte et lille maleri, klistrede en pengeseddel på bagsiden og skrev:

“Dear Tania,

Thank you for a fantastic service!

Best regards,
The guy from Denmark”

Hendes reaktion, da jeg gav hende den? Fantastisk!

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #87

Kong Vinter har taget over i Danmark. Men den har også ramt Syrien. Det er hundekoldt. Især fordi husene ikke er isolerede, som i Danmark. Eller fordi folk er flygtet og bor i telte.

Mange har måttet efterlade deres hjem og ejendele. Derfor har de ikke noget varmt vintertøj. De bor nu på gaden eller i telte på den bare jord. Dette kan resultere i livstruende lungebetændelse.

Sammen med min gode ven tog vi forbi Viomis Aids lager i Albertslund. Der skulle fyldes containere op med tøj, sko, legetøj, møbler mm., som så skulle videre til Syrien. I den anledning var der rigeligt brug for nogle ekstra hænder til containernødhjælpen.

Vi hjalp til med at fylde en container op med møbler. Møblerne skulle anvendes til et særligt projekt: En skole i Idlib provinsen.

Skoler i Syrien bliver regelmæssigt bombet, beskadiget, plyndret og ødelagt. Siden konflikten begyndte, er mere end 4200 skoler blevet beskadiget, ødelagt, militariseret eller brugt som beskyttelsesrum for internt fordrevne.

En hel generation risikere at blive tabt på gulvet. For når man først har været væk i lang tid, er det svært at komme i skole igen. Det handler ikke kun om at give dem en uddannelse, men også at give dem en normal hverdag.

Ifølge den ansvarlige ville det tage noget tid endnu at få bygget skolen og få den op at køre. Det var hovedsagligt situationen i Aleppo, som var prioriteret. Så snart det var muligt, ville de fortsætte med projektet. Han sagde desuden, at efter Aleppo var faldet, var det højst sandsynligt Idlibs tur.

Vi hjalp også til med at organisere og sortere tøjet. Det var fantastisk at se, hvor meget tøj der var blevet doneret. Mens vi var der, blev der løbende bragt tøj ind. Må alt, hvad der blev fyldt i containerne være til gavn for det syriske folk.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #86

Sweet Deed #86 - Turguiderne i Mexico

Turguider er de ubesungne helte i udlandet. De er historiefortællere, lærere og med en ægte passion for at dele, hvad de elsker.

”Mit navn er Gaby, og jeg skal være jeres turguide idag”, lød det fra højtalerne i bussen.

Vi befandt os i Cancun i det sydøstlige Mexico. Denne morgen satte vi kursen mod den mest berømte seværdighed i landet. Et af verdens syv vidundere: Ruinbyen Chichen Itza. Den lå nogle timers kørsel fra Cancun.

Gaby gjorde sit bedste for at holde os vågne med en længere smøre om maya-folket. Hun var en begavet historiefortæller, som brændte for den attraktion, hun skulle til at vise os. Hendes historiske beretninger tog os tilbage i tiden. Hun flettede personlige anekdoter ind om stedet. Og hun fortalte ikke kun om kulturen, men indarbejdede kulturelle oplevelser i selve turen.

Da vi endelig nærmede os, ville vi ud og opleve Chichen Itza med det samme. Det fik vi i den grad lov til. Kort efter stødte vi på en anden speciel turguide. Han gjorde alt i sin magt for at sikre, at vi fik den bedste tur nogensinde. Og at vi kom helskindet hjem.

Han talte med mig, som jeg var en gammel ven på besøg i byen. Selv var han fra Chihuahua, men havde boet i USA.

Han var ikke turistguide, fordi det var en drøm fra barnsben af. Men det var nærmere et forsøg på en frisk start efter at have afsonet en dom. En dom for manddrab på 11 år. Selvom han havde et menneskeliv på samvittigheden, var han en af de venligste personer jeg havde mødt i Mexico.

Under vores samtale fandt jeg ud af, hvor lidt turguider egentlig fik. Som tak for hans venlighed gav jeg ham derfor nogle drikkepenge svarende til fire arbejdsdage. Jeg glemte selvfølgelig ikke Gaby, som også fik lidt.

Denne tur var en oplevelse jeg sent vil glemme takket være turguiderne. De var de bedste turguider jeg nogensinde har haft.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her