Sweet Deed #104

Læger fortjener at blive anerkendt og hyldet som helte. Ikke kun for at overvinde de lange vanskelige år i studiet og de mange timers praktikophold på hospitalet. Men især fordi de i sin tid traf en beslutning om at tjene menneskeheden. De forstod og accepterede behovet for at gå igennem flere års studier, fordi de vidste, at de ville beskæftige sig med mennesker. Selvom de blev færdige med studiet, må de aldrig holde op med at lære og opdatere sig selv med det nyeste inden for sundhedsverdenen.

De er konstant tilstedeværende i vores liv. Nogle gange udvikler vi langvarige relationer med en læge, der begynder fra barndommen og ind i voksenlivet. Andre læger møder vi kun en enkelt gang, når det er akut. I begge tilfælde, er møderne oftest korte, men deres virkning er vedvarende.

Som en del af mit praktikophold på et apotek i Sønderborg, skulle jeg udføre tre medicingennemgange med tilhørende medicinafstemning og patientinterview. Medicingennemgang, er en gennemgang af patientens medicinering på baggrund af blandt andet et interview med patienten. Formålet er i et samarbejde mellem apotek, læge og patient, at bidrage til at forebygge, identificere og løse lægemiddelrelaterede problemer samt at få klarlagt patientens selvoplevede problemer.

Alle læger fortjener en hyldest, men nogle fortjener bare at blive hyldet lidt mere end andre. En af dem er den lokale læge Rune Jacobsen. Han er ellers upopulær på apoteket, fordi han stadig skriver recepter i hånden. Gammeldags og tidskrævende. Men en meget kompetent og flink læge, det må jeg sige han er.

Rune var villig til at indgå i et samarbejde om medicingennemgangene. Og i samråd med ham fandt vi de relevante patienter og udførte medicingennemgangene. Alt gik godt.

Det er nemt at glemme at takke. Så som tak for hjælpen købte jeg en kage fra lagkagehuset og bragte den til Rune og hans kolleger. Det blev de rigtig glade for i kaffepausen.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #103

Alle virksomheder har engang været små, ofte baseret på en idé, en opdagelse og en stærk trang til at skabe noget nyt. Mange arbejdspladser fremspires i sådanne bedrifter. Det er vigtigt at tage vare på denne iværksættertrang og give plads til udvikling.

Som ung pige var Taliah altid nysgerrig efter naturlige helbredelsesmetoder. Hun smurte blandt andet sit ansigt med jordnøddesmør hver nat i håb om, at det ville give hende en mere jævn hudfarve. Da hun fik sit første barn, blev hun endnu mere interesseret i naturmedicin. Denne lidenskab har ført hende til at starte en familiedrevet virksomhed.

Men det hele begyndte rigtig først i 2010, hvor Taliahs mor faldt og slog sit knæ. Knæet begyndte at svulme op, og de fandt ud af, at moren havde rheumatoid arthritis. Da hun altid har elsket homøopatiske midler, blandede Taliah shea smør og nogle æteriske olier sammen og gav det til sin mor. Moren brugte det og var vild med det.

Og sådan blev hendes virksomhed Sister Taliah’s Naturals født. Siden da har hun arbejdet hårdt for at opbygge en kundekreds, der ekspanderer over hele verden.

I november 2015 kom hendes produkter for første gang på Whole Foods hylder i Virginia i USA. I løbet af 8 måneder gik hun fra en butik til 37, fordi efterspørgslen efter hendes produkter var så høj.
Hun vil gerne have sit produkt ind i 150 flere Whole Foods butikker langs østkysten inden december 2017. For at gøre det, skal hun flytte sin virksomhed ud af køkkenet til et produktionslager, re-brande sin virksomhed og ansætte medarbejdere, som kan hjælpe hende.

Taliah er en meget hårdtarbejdende iværksætter, hvis barndomsdrøm har manifesteret sig som virkelighed, og som hun vil dele med verden. Jeg har derfor valgt at støtte hendes lille virksomhed for at hjælpe hende med at vokse.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #102

I Istanbul ser du dem overalt. De tigger, de sælger lommetørklæder, de slås på gaden. Du ser mødre med deres babyer og babyer uden deres mødre. Du ser dem i kørestol, siddende på jorden og liggende på bænke. De tigger og beder dig om at hjælpe dem, for Guds skyld. De er overalt, hele dagen, hele natten. Vi kalder dem gadebørn, og de fleste af os har aldrig udvekslet et eneste ord med dem.

I stedet for at bruge gaden som et middel til at komme fra A til B, bruger Istanbuls gadebørn det som en arbejdsplads eller som et hjem. De bruger deres fritid og deres arbejdstid på gaden. De får nye venner på gaden. De elsker, de hader og de slås på gaden. Men den eneste forskel mellem gadebørn og de andre børn er, at de førstnævnte er på gaden, mens de sidstnævnte ikke er.

For nylig sad jeg på en McDonald’s restuarant i Sultanahmet distriktet. Det var en fredag aften, da tre små gadebørn på skift gik op til mig, og spurgte om jeg kunne undvære et par håndører. Jeg gav dem hver især nogle mønter. Idet de gik ud af restauranten, tog en McDonalds medarbejder fat i dem. Gennem vinduet kunne jeg se ham skælde ud, kommandere og dirigere de stakkels børn væk. Den ældste af de tre svarede dog modigt medarbejderen tilbage. Dette fik McD medarbejderen til at tordne imod ham, puffe ham og hælde sodavand ud over ham.

Dette gjorde mig rasende og jeg kunne ikke være i mig selv. Men i stedet for at konfrontere medarbejderen, gik jeg ud og snakkede med drengene. Kerem, Juma og Ramazan hed de. Da jeg spurgte om de havde lyst til en is, lyste deres øjne op.

Jeg tog dem over til den nærmeste isbutik. Og hvor var det fantastisk at se glæden i deres ansigter – en ægte glæde over at få en vaffelis med fem forskellige iskugler!

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her