Amager Kulturforening, også kaldet Masjid al-Iman, fungerer som en moské for mange mennesker på Amager. Tidligere blev lokalerne anvendt til en netcafé. Men i 2015 gik en masse frivillige sammen for at ombygge det til en moské.

Moskéen drives udelukkende af frivillige kræfter. Og der kan altid bruges flere hænder og hjerter. Også når det gælder rengøringen.

Rengøringen i moskéen er vigtigt for at gøre moskéen til et indbydende miljø. For at skabe den bedst mulige oplevelse for de besøgende. Og for hvis det ikke blev gjort, ville du have en grund til ikke at komme.

Rene faciliteter er et tegn på, at de som har ansvaret for stedet, faktisk bekymrer sig om det. Det kan synes som en lille detalje, men opmærksomhed for detaljer er netop med til at skabe et godt omdømme. Tænk for eksempel på sidste gang, du besøgte et sted med beskidte toiletter. Ville du ikke hellere holde dig næste gang, til du kom hjem?

Min ven og jeg meldte os til at tage tjansen en aften. Vi delte området op, så den ene støvsugede fra de første rækker mod midten og den anden støvsugede fra de sidste rækker mod midten. Arbejdsbyrden var lille og det var faktisk hyggeligt at gøre rent sammen.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

I Danmark har vi noget af verdens bedste drikkevand. Vores drikkevand er rent og smager faktisk godt. Men ikke alle har denne glæde. Manglen på rent drikkevand er et stort problem for nogle lande.

Spørg selv John fra Uganda. Han er hovedansvarlig lærer på Kasenyi skolen. En blandet skole med 1700 elever i byen Kampala. Skolen har igennem Impact Carbon anmodet om hjælp i forbindelse med et vandfiltreringssystem. Vandfiltreringssystemet skal bruges til at give rent drikkevand til skolens elever.

Skolen har i øjeblikket ikke adgang til rent vand. Derfor skal en stor del af budgettet anvendes på brænde. Brænde som bruges til at koge vandet med. Ved at installere et vandfiltreringssystem vil skolen derfor spare penge på længere sigt, idet udgifterne til brænde vil blive reduceret.

Hjælpen vil gøre skolen i stand til at købe to UV-systemer med to 450 liters tanke. Disse vil være nok til at gemme rent vand til eleverne hver dag.

Hvorfor jeg støttede dette lille projekt? Det giver rent drikkevand til personalet og eleverne. Elevernes koncentration vil kunne blive forbedret. Men vigtigst er nok, at antallet af børn, som bliver syge pga. vandbårne sygdomme, reduceres. Mange sygdomme smitter nemlig gennem vand. Diarré og kolera er bare nogle af dem. Og måske vil det også tiltrække nye elever, som kan komme i skole og blive klogere?

Følg med på Kandymans Facebook-side her

En idrætsdag plejer normalt kun at være forbeholdt skoleelever. Men nu er der også kommet en idrætsdag for ældre, som har rundet de 60 år: Spring For Livet.

Målet er at skabe en aktiv og hyggelig dag, hvor de ældre borgere gratis kan opleve glæden ved motion. Det er uanset om de er vant til at motionere eller ej. Samtidig er der mulighed for at prøve forskellige motionsaktiviteter samt at danne netværk og samvær med andre ældre.

En stående hær af frivillige, mødtes dagen før for at sørge for det praktiske. Jeg var en del af denne hær, der nok havde en gennemsnitsalder på +50. Vi skulle blandt andet pakke cirka 800 muleposer med forskelligt indhold, som deltagerne ville få udleveret på selve dagen. Det gik smurt, som var det et samlebånd på en fabrik. Muleposerne indeholdt program, kuglepenne, gavekort, spørgeskema samt blade som Isabellas og Søndag.

Idrætsdagen blev indledt med en velkomsttale ved Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Derefter var der aktiviteter, som de ældre deltagere kunne prøve eller blot se på. De ældre fik chancen til at møde klubber og foreninger samt høre om de aktiviteter, som de tilbyder i lokalområdet.

Yoga, floorball, kinesisk gymnastik, krolf, seniorfitness og selvforsvar var bare nogle af de mange muligheder for at få blodcirkulationen i gang og lidt sved på panden.

Foruden de mange aktiviteter, fik de ældre også mulighed for at møde den danske skuespiller, og filminstruktør og komiker Hella Joof. Hun fortalte om ”lykken og det skønne, sunde ældreliv”.

Spring For Livet blev finansieret af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København. Jeg er sikker på, at det var en god investering. For jo flere ældre, som motionere, jo mindre skal der bruges på medicin, hjemmepleje og hospital.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

I forbindelse med Valby Kulturdage havde Signe og Anne-Marie arrangeret et såkaldt Tøj Byttemarked. Formålet var at skabe en god dag, hvor borgerne kunne opleve glæden ved at give brugbart tøj videre til andre, som kunne få glæde af det.

Et byttemarked har et stort socialt og miljømæssigt potentiale. Her kan naboer mødes og bytte ting, som derved opnår en ny værdi fremfor at ende på forbrændingen. På denne måde er de med til at forlænge tingenes levetid og skabe mindre affald.

Men hvordan foregår et byttemarked så? Det er meget simpelt. Første trin er at finde noget af værdi, som man ikke bruger mere. Næste trin er at tage det med til byttemarkedet, og fordele det i de korrekte katagorier. Sidste trin er at finde noget man selv vil have og tage det med hjem. Hyggeligt, socialt, miljøvenligt og gratis.

Jeg ønskede at være med til at sætte rammerne for sådan en hyggelig dag. Så jeg mødte op og hjalp til med at stille borde og pop-op pavillioner op. Tøjet blev inddelt i grupper, så der skulle sættes skilte med forskellige kategorier på bordene. Da byttemarkedet gik i gang var opgaven at holde orden, placere fejlplaceret tøj og ting i rette kategorier og svare på spørgsmål fra gæsterne.

Det var sjovt at se ting, som folk ikke har brugt i mange år, blive snuppet med det samme. Her blev folks gamle skrald til nyt guld for andre. Tænk hvis man også kunne bytte problemer.

Det tøj, som blev til overs, samlede vi i nogle store sække. Derefter blev det doneret til velgørenhed.

PS: Vidste du, at der bruges 10.000 liter vand til produktion af et par jeans, 16.000 liter til et par lædersko og 2.700 liter vand til en t-shirt? (Kilde: Miljøministeriet)

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Det var for syvende år i træk at dørene blev slået op for Creative Business Cup Danmark. Et arrangement med nogle af Danmarks dygtigste iværksættere og inspirerende talere. En forrygende dag med kåring af Danmarks bedste kreative startups i Industriens Hus.

Hvis du ikke har hørt om Creative Business Cup før, så minder det lidt om Eurovision. Hvert år afholder Creative Business Cup nationale konkurrencer i over 60 lande. For at hjælpe de kreative iværksættere med at frigøre deres potentiale arrangeres der også workshops, boot camps og mentorordninger.

Hvert land udvælger så de bedste iværksættere. Disse inviteres efterfølgende til hovedaktiviteten, som er det årlige verdensmesterskab i iværksætteri i København.

Jeg har tidligere deltaget som publikum. Men denne gang var jeg med som frivillig. Sammen med Anne og Carsten registrerede vi gæsterne og gav dem navneskilte.
Der var mange interessante gæster. Man kunne blandt andet finde direktøren for Nordea-fonden og Kultur- og fritidsborgmesteren på gæstelisten.

Men det mest interessante var nok, at jeg også fik mulighed for at høre pitches fra de kreative iværksættere. Mange af dem havde bæredygtighed som nøgleord. De ville gøre verden til et bedre sted. Det var fantastisk at høre.

Vinderen af konkurrencen og de 25.000 kroner blev modekonceptet Carcel. De ville betale indsatte i kvindefængsler i verdens fattigste lande for at producere deres luksustøj. På denne nytænkende måde ville de sælge luksusmode samtidig med at skabe bedre vilkår for de kvindelige indsatte og deres familier.
En virkelig velfortjent førsteplads. Jeg glæder mig til at se dem dyste til den internationale finale i november.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Investeringer i landbruget er et af de bedste våben mod sult og fattigdom. Det kan gøre livet bedre for milliarder af fattige mennesker. Hvis vi ønsker at forvandle disse menneskers liv, er vi nødt til at fokusere på at øge landbrugets produktivitet, skabe markeder og gøre landbruget til en reel forretning.

Igennem Babban Gona har jeg støttet Mansur. Mansur er landmand og dyrker majs i Nigeria. Han er gift og bor i et beskedent lerhus med sin familie i landsbyen Unguwan Sarki. Mansur er en omhyggelig landmand, der har investeret tid og ressourcer på sin gård. Hans ønske er at se sine ni børn vokse op og få succes i fremtiden. Ligesom alle andre forældre.

Tidligere var Mansur kun i stand til at forsørge familien med to måltider om dagen. Det var på trods af mange timers hårdt slid i gården. Nu kan han forbedre sit udbytte – og som et resultat brødføde sin familie.

Det kan han, da han har fået adgang til højere kvalitet af de såkaldte ’agro input’ som gødning, insektbekæmpelsesmidler og bedre ydende frø.

Gennem Babban Gona, vil Mansur blive fuldt forsynet med de bedste ’inputs’ til at optimere sin gård. Han vil kunne øge sit udbytte med op til 3,5 tons per hektar – 2,3 gange så meget som det nationale gennemsnit.

Desuden vil Babban Gona markedsføre Mansurs produkter i løbet af året. På den måde sikres det, at han får den bedste mulige pris for sine produkter og har en fast indtægt året rundt.

Mansur ser nu frem til en lysere fremtid og har også sluttet sig til kampen mod fattigdom.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Malta er en fantastisk og solrig ø, der har meget at byde på. Et af de mange gode minder jeg har derfra, var da jeg hjalp liggestol-udlejeren.

I slutningen af min ferie landede jeg på Neptunes, som udlejer liggestole på deres store solterrasse. Her kunne man nyde det bedste fra begge verdener. En svømmetur i poolen eller i det klare vand fra Middelhavet, som Neptunes var omgivet af.

Efter at have nydt de cirka 30 grader i solen og læsket ganen i nogle timer, blev det tid til at tage hjem.

Men i stedet for bare at vende hjem uden at se mig tilbage, ville jeg gøre noget godt. Jeg så udlejeren af liggestolene pakke tingene sammen. Spontant begyndte jeg at hjælpe ham med at rydde op og bære liggeunderlagene til skuret.

Udlejeren blev glad for håndsrækningen, der kom som en overraskelse. Han var så overvældet, at han konstant takkede mig hver gang jeg gik forbi med liggeunderlagene om skulderen.

”Thank you my brother”, blev han ved med at sige.

Vi talte lidt sammen. Han hed Amin og var oprindeligt fra Ghana. Han havde boet i Malta i et stykke tid.

Mens jeg var i færd med at hjælpe Amin, stoppede en ældre herre mig op. Han var i selskab med nogle andre gæster.

“Hvor er du fra?”, spurgte han nysgerrigt.

”Danmark”, svarede jeg ham.

”Vil du arbejde med os”, spurgte han pludselig. Han var betaget af den hjælpsomlighed jeg viste.

Det slog mig, at jeg netop var blevet tilbudt et job. Flere tusinde kilometer fra Danmark. Det havde jeg ikke regnet med. Selvom det var fristende måtte jeg takke pænt nej. Jeg havde allerede to jobs i Danmark. Det ville være umuligt at bibeholde dem fra Malta.

Jeg fandt ud af, at den ældre herre var Amins chef og manageren af stedet.

”Da jeg var på deres alder”, sagde han og pegede på nogle små legende børn, ”der begyndte jeg at arbejde her med min far. Vi ejede baren i 13 år.”

Han fortalte om hvordan stedet så ud dengang. Det var en meget interessant snak.

”Vi er ligesom Wimbledon i England”, sagde han om stedet. Der var sket meget i løbet af årene. Han havde arbejdet der i 53 år. Nu var han 63 år gammel.

Mens vi snakkede, lagde jeg mærke til at andre gæster også begyndte at hjælpe. Det var fantastisk at se, hvordan godheden smittede.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Hjemløse på gaderne vil altid være et problem i storbyer. Men jeg kunne aldrig forestille mig, at der ville være så mange hjemløse i centrum af Athen.

Landets økonomiske krise har været i fuld sving de seneste år. Det har medført, at antallet af mennesker med behov for hjælp er steget gevaldigt.

Det er ikke kun narkomaner, alkoholikere og vagabonder, som er endt på gaden. ”De nye hjemløse” er i stigende grad græske statsborgere fra middelklassen. De har på grund af krisen mistet deres job – lige før de mistede deres hjem. Kun få grækere er nemlig immune over for risikoen for at blive hjemløse.

Folk er ofte mistroiske når det gælder hjemløse. Ja, nogle bruger sikkert pengene på alkohol eller stoffer. Men mange har også gode intentioner. Husk at alle har deres kamp, hvorom du ingen viden har.

At tilbyde noget at spise og drikke er en god og human måde at hjælpe andre. Hjemløse har også følelser. Og måske er et måltid alt, hvad de behøver for at vide, at nogen bekymre sig om dem?

Bevæbnet med lidt at spise og drikke ledte jeg efter de hjemløse i Athen. De var ikke særlig svære at spotte. Så snart mørket faldt på, blev den økonomiske krise synlig i gaderne. Skraldespande blev til guldminer. Og døråbninger blev til improviserede senge. Nogle af de hjemløse kunne engelsk, mens andre ikke kunne. Men én ting var sikkert: De var taknemmelige.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Under et meget specielt bryllup i hjertet af Konya, gik jeg flere gange ud for at trække frisk luft. Det var både varmt indenfor og udenfor.

Jeg så to gadebørn gå rundt omkring bryllupsbilen og kigge søgende ind ad vinduerne. Da de opdagede, at jeg kiggede på dem, lod de som ingenting og gik deres vej. Det var meget mystisk, men jeg lod dem gå videre.

På et senere tidspunkt bemærkede jeg en boksemaskine lige udenfor bryllupslokalet. Jeg ville se hvem den mest hårdslående dreng var. Så jeg kaldte på børnene fra brylluppet.

”Lad mig se, hvor stærke i er. Slå en ad gangen. Jeg giver slik til den, der slår hårdest”, sagde jeg udfordrende.

Det var et anderledes, men underholdende indslag til brylluppet. Børnene var ivrige. Jeg puttede nogle mønter i maskinen og startede boksekonkurrencen.

Den første dreng slå. Den anden slå. Og den tredje slå. Deres lave pointscore afspejlede tydeligt deres alder. De var meget små, omkring 8 år gamle.

Men så ankom nogle andre børn. De så noget ældre ud. Og de var bestemt ikke fra brylluppet. Det gik op for mig, at det var de to gadebørn, som tidligere snusede rundt omkring bryllupsbilen.

De ville også være med i konkurrencen. Jeg lod dem deltage, selvom de var ældre end de andre. De havde nok mere brug for den sjove og gode stemning end de fine børn fra brylluppet.

Denne lille boksekonkurrence var måske med til at pleje to spirende talenter. Den første gadedreng slå næsten det dobbelte af de andre. Jeg var imponeret. Den anden slog dog en tand hårdere, og gjorde sig dermed fortjent til førstepræmien.

”Må jeg ikke også få?”, indskød den første gadedreng, da vi skulle indløse præmien. Han var misunderlig på sin ven.

”Jo, så lad gå – du kom jo trods alt på anden pladsen”, svarede jeg og smilte.

Taha og Baran var to stærke og glade gadebørn den aften.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Jeg havde en aftale med Kirsten fra Ørestad Plejecenter. Hun ville gerne ud en tur og få vind i håret.

Da jeg ankom til plejecenteret sad hun allerede ved indgangen og var klar til at komme ud. Ved siden af hende sad Kirstine. Hun ville også med.

Vejret viste sig fra den gode side. Så jeg spurgte de to damer om de havde lyst til at spise en is. Det havde de. De kendte ikke Ismageriet, men var friske på at give det et forsøg.

På vej til Ismageriet hyggesnakkede vi lidt. Kirstine som jeg tidligere havde taget med ud på tur, kunne ikke genkende mig. Måske fordi jeg havde fjernet skægget eller også på grund af bøvl med hukommelsen. Jeg havde lyst til at spørge hende, men undlod. Hun ville måske blive ked af det. Så jeg lod som ingenting og hørte på hendes livshistorie igen.

Ismageriet havde travlt denne varme sommerdag. Kirsten og Kirstine var chokerede over den lange kø foran butikken. ”Det må smage meget godt siden køen er så lang.”

Jeg lod de ældre damer sidde i skyggen på den anden side af vejen og snakke. Imens stilte jeg mig roligt i kø.

Kirsten ville have en vaffel med nougat. Kirstine ville bare have det samme. Jeg snuppede en Amager Special. Isen var ventetiden værd.

Efter at have spist isen fortsatte vi ad Kongelundsvej til kolonihaverne, som blev nydt i stilhed. Til sidst tog vi tilbage til Plejecenteret, så de to damer kunne nå aftensmaden.

”Hvor var det bare en dejlig tur”, sagde Kirsten ved hjemkomsten. Hendes glade ansigtsudtryk beviste, at hun mente det. Hun smilede helt vildt og takkede flere gange for turen.

Fantastisk, hvor meget sådan en lille tur kan blive værdsat. Det var enormt dejligt at kunne gøre de ældre glade!

Følg med på Kandymans Facebook-side her