På strøget spottede jeg en hjemløs mand. Han lå og sov foran indgangen til New Yorker. Jeg tænkte, at jeg ville overraske ham, når/hvis han stod op.

Så jeg gik ind i en restaurant ved siden af og bestilte noget at spise og drikke. Til os begge.

Jeg satte mig derefter ved siden af ham. Der gik dog ikke længe før en anden fattig dame kom over til mig. Hun tiggede om penge. Jeg havde ikke mønter på mig, så jeg delte noget af maden med hende. Samtidig stod den sovende mand op.

Han så meget forvirret ud. Han kunne hverken engelsk eller dansk. Så jeg gjorde tegn til at jeg havde købt mad og drikke til ham. Til at starte med ville han ikke have noget. Men da jeg insisterede, gav han sig. Han var sulten. Det kunne jeg se på den måde han spiste.

På trods af den sproglige barriere, kunne vi stadig kommunikere. Jeg fandt ud af, at han hed Elvis. Men han lignede langt fra Elvis Presley. Han nævnte også, at han havde tre børn hjemme i Rumænien. Han savnede dem tydeligvis.

Efter at have spist færdigt, sad vi i stilhed og betragtede menneskemængden på strøget. Det var mærkværdigt. Alle gik rundt i deres egen verden. Ingen betragtede Elvis. Og hvis de gjorde, var det som om de betragtede ham som noget overflødigt. Eller som affald.

Like Kandymans Facebook-side her