Der er ikke rigtig nogen seværdigheder i den asiatiske del i Istanbul. Men man kan til gengæld finde Istanbuls frækkeste ballademagere. Vi iagttog dem, mens vi ventede på havnebussen. Olsen Banden i kurdisk version.

Vilde og spontane. De fór rundt på stationen. Bappede to smøger på samme tid. Piftede og legede med gadehundene. Kravlede op på butikdisken og prøvede at blæse røgringe. Nå ja, og så var den ældste kun 11 år. Den yngste? Det vil du ikke vide.

De var fløjtende ligeglade med alt og alle. Sikkert fordi, at verden var fløjtende ligeglade med dem. Ingen tog hensyn til dem. Og ingen turde nærmest at snakke med dem.

Men de var blot børn i en voksen verden. De skulle have slik og guf til munden – ikke smøger. De skulle have barndommen tilbage. Så jeg fortalte dem, at de måtte tage alt det de havde lyst til fra kiosken. Det hele var på min regning.

Den yngste tog en chipspose fra hylden.

”Abi, må jeg få den her?”

Jeg var chokeret. Ikke nok med at han spurgte høfligt om lov, så valgte han ydmygt kun en ting. Havde du gjort det samme? Jeg havde rippet hele butikken.

”Ja, tag også is, chokolade og sodavand”, svarede jeg ham.

De satte sig ned og begyndte at guffe de søde sager.

”Abi, abi, se, se”, kaldte den ene og viste, hvordan han delte sin is med hunden. Jeg smilte stort. Glem Hagia Sofia, Den Blå Moské og Topkapi Paladset. De her gadebørn er Istanbuls sande skatte.

Like Kandymans Facebook-side her