To dage efter DM Aid’s jubilæumsfest var jeg i Rødby. Modsat jubilæumsfesten var stemningen i Rødby meget trykket og trist. Jeg samlede nogle blaffere op for at give dem et lift til København.

Da de steg ind i bilen, kunne jeg se frygten i deres øjne. Jeg prøvede at skabe tillid. Det lykkedes, der gik nemlig ikke længe før de alle faldt i søvn på bagsædet. De var drænet for energi. Jeg forsøgte derfor, så godt som jeg kunne, ikke at forstyrre dem.

Den yngste, som var 15 år, haltede på det ene ben. Han fortalte lidt senere, at han var kommet til skade. Han havde gået i over syv timer på benet, før jeg samlede dem op. Heldigvis.

I København fik de lidt at spise og drikke. Derefter blev de kørt til den nærmeste togstation, hvor der blev vinket farvel.

P.S. Danmarkshistorien bliver skrevet i disse dage. Vores medmenneskelighed bliver sat på prøve i disse dage. Så hvis du virkelig vil hjælpe, så skal du hjælpe i disse dage.

Like Kandymans Facebook-side her