I denne tid gemmer sig mange triste og ensomme ældre. Jeg talte med centerlederen fra Hørgårdens Plejecenter. De søgte frivillige til at være med til at gøre julen til en hyggelig tid for de ældre beboer. Så jeg meldte mig frivilligt.

Et par dage før juleaften, var der et møde for de frivillige. Vi blev introduceret og vist rundt i plejecenteret. Jeg skulle være sammen med beboerne på anden sal juleaften. Det var her de svært demente boede.

Den 24. troppede jeg op. Jeg faldt hurtigt i snak med Henny og hendes veninde. Henny er en livlig og sjov ældre dame. Alle, der har arbejdet i Dagli’ Brugsen, kender hende.

Som 18-årig, fødte hun John udenfor ægteskab. Hun måtte ikke have ham for sin far. Så i 1948 trådte hun ind af døren til Mødrehjælpen og afleverede lille John. Hendes far fortrød det på sit dødsleje.

”Men det var for sent”, sagde Henny og sukkede.

Henny kunne ikke lide at være i plejecenteret. Hun ville hellere bo på Marengovej. Der har hun boet fra hun var en ung pige.

Kun hendes datter Marianne kom på besøg. Hendes andre familiemedlemmer ville ikke komme sådan et sted. Hvorfor vidste hun ikke.

”Alligevel savner man dem”, sagde hun.

Vi snakkede om juletiden. Hennys veninde var ikke glad for at få gaver. Jeg troede, at det altid var dejligt at få gaver?

”Nej, jeg vil selv købe mine ting”, sagde hun.

Men hun var ikke overbevisende. Der må ligge noget andet bag.

Henny fortalte, at hun hvert år tænkte på om hun ville være levende til næste jul.

”Det håber jeg ikke jeg er”, sagde hendes veninde.

Vi tog plads i spisestuen. Nogle af beboerne brokkede sig over, at servietterne var røde og ikke hvide. Andre var en kende utålmodige:

”Vi får maden til næste jul” sagde Henny og lo.

Personalet havde dog gjort et godt stykke arbejde. Der var sørget for det hele. Andesteg, ris a’la mande med mandelgaver, sang og hygge.

Efter middagen og mandel-legen, satte jeg mig over til Egon og Karianne.

Karianne fortalte om musikidolerne fra hendes ungdom. George Micheal og Fabian Forte. Jeg havde aldrig hørt om dem.

Jeg googlede Fabian Forte og viste hende billederne.

”Åh, han er så skøn”, sagde hun som en lille forelsket pige. ”Har du ikke det billede, hvor han har hvidt tøj på?”

Jeg viste hende det. Samtidig fik jeg den geniale idé at youtube ham. Selvom Fabian er flere årtier ældre end Youtube, gav det pote.

Jeg viste hende nogle klip, hvor Fabian optrådte live. Det vækkede noget i hende. Noget der havde ligget gemt i flere år. Hendes minder blev vækket til live. Hendes ungdom blev genoplivet og genoplevet. Hun var rørt og fik glasøjne. Så tog hun min hånd og klemte. Og klemte. Og klemte. Hun var glad og taknemmelig.

Hun ville se flere klip. Jeg lænede mig tilbage på stolen. Det var bevægende at iagttage hende, mens hun så på video-klippene. Jeg kiggede på SOSU-hjælperen. Hun var også rørt.

Vi tog en svingom og jeg lovede at skaffe en Fabian Forte cd.

Tænk at noget så enkelt som et sort/hvidt youtube-klip, kan skabe så meget glæde.

Følg med på Kandymans Facebook-side her