Sweet Deed #49

Sweet Deed #49 - Plant et frugttræ

Har du nogensinde plantet et træ? Det havde jeg ikke før denne uge. Nu har jeg haft fornøjelsen at plante et frugttræ. Når vi planter træer, er det er et symbol på mange ting. Det er noget helt særligt. En lille investering, som kan gavne rigtig mange i fremtiden. De er livsgivende og vi kan ikke få for mange af dem. Derfor ville jeg plante et træ.

Jeg besøgte Amager Planteland for at finde et træ. Det blev ikke så let, som jeg havde regnet med. Der var uendelig mange træer at vælge i mellem. Jeg valgte, efter noget tid, et søjleæbletræ. Cirka 3 meter udvokset. Rødt og sødt spiseæble. Velegnet til den sprøjtefrie have. Det skulle være en gave til miljøet og menneskeheden.

Næste opgave var at finde noget at grave med. Sammen med nogle venner gik vi på jagt efter en skovl. Det var dog ikke lige til, da ingen af os kendte en gartner. Vi endte derfor med et koben. Ja, jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt. Men det var bedre end den plastikskovl, som min ene ven skaffede. Den var kun egnet til sne.

Det sidste problem var lokation. For hvor skulle man plante sådan et frugttræ? Vi besluttede at plante træet i en park. Målrettet og begejstrede gik vi i gang med at grave hullet. En kvindelig forbipasserende stoppede op og iagttog os på afstand. Hun så undrende ud. Var vi i færd med at begrave et lig? Eller gemme stoffer? Da vi fortalte om vores lille gerning, blev hun lettet. Hun roste os for initiativet og gav os nogle gode husråd til plantningen.

Æbletræet stod nu fint, dér midt i parken. Klar til at vokse og give frugter til forbipasserende. Et livsbekræftende og smukt syn.

Comments are disabled