Selvom vi lever vidt forskellige liv, holder jeg stadig kontakten med min barndomsven. Han har slået sig ned med kone, lejlighed og ventede sit første barn.

Da han endelig blev forælder til en skøn datter, tog jeg forbi hospitalet for at byde den lille verdensborger velkommen. Hun var sund og rask. Små hænder, fingre, tæer, ører og en duftende blød hud. En fantastisk smuk verdensborger.

Alle havde det godt ovenpå fødslen, om end den trak meget ud. Jeg må erkende, hvor meget respekt jeg har for den nybagte far. Jeg tager hatten af for hele fødselsprocessen. Det er ikke let, men jeg synes han har klaret far-rollen rigtig godt indtil videre. Nu skal han bare vænne sig til barnegråd og bleskift.

Vi fik os derefter nogle dybe samtaler om de store spørgsmål i livet: Forældreskab, karriere, ægteskab, venskab. Da jeg omsider skulle til at tage hjem, stødte vi på en bekendt. Hans mor var indlagt på samme hospital. Hun havde uhelbredeligt kræft. Det var en mærkelig sammenblanding. På den ene side en lykkelig far med sin nyfødte datter. Og på den anden side en søn med sin kræftramte mor. Jeg har aldrig været så glad og trist på samme tid før. En meget underlig følelse. Men det er jo livets karrusel. Nye verdensborgere kommer til – mens andre vinker farvel.

Følg med på Kandymans Facebook-side her