I sine yngre dage elskede Kristine at cykle. Lige indtil hun skulle opereres og have indsat et kunstigt knæ. Det svigtende knæ gjorde, at hun ikke helt kunne holde sig på cykelstien længere. Smerterne var stærke.

Nu fik jeg fornøjelsen af at give hende en cykeltur i det forårsgrønne. Hun nød at se de store vidder med græsende køer og de nye bygninger på Vestamager. Hun nød den varme vind i håret.

Cykelturen var en fællestur med Allan og Tove. Allan var ansat i Ørestads Plejecenter, hvor Tove og Kristine boede. Så mens Allan og jeg trampede i pedalerne, sad Kristine og Tove og iagttog landskabet.

Vi cyklede forbi kendte og ukendte steder og fik en god snak om livet. Kristine havde meget at fortælle. Hun var oprindeligt fra Finland. Hendes mand var udstationeret i det finske flyselskab. Og da han kom til Danmark, fulgte Kristine med. De var nemlig nygifte.

Da hendes mand døde, var Kristine helt alene. Hun havde ingen familie i Danmark. Hendes søster boede i Schweiz, hendes ene bror i Finland og den anden bror i Sverige. Hun havde engang en søn. Men hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Jeg holdte tilbage med at spørge, da jeg tænkte det kunne være et meget ømt punkt. Hun skulle helst grine på turen og ikke være ked af det.

I mange år arbejdede hun som hjemmehjælper. Hendes erfaring i hjemmehjælpen, har betydet at hun er til stor gavn i det nuværende plejecenter. Både for beboer og ansatte. I øvrigt er en af de ansatte hendes tidligere kollega og gode ven. Det er lidt morsomt.

Solens varme stråler fik sat gang i humøret for både Kristine og jeg. Da det blev tid til aftensmad, vendte vi om og Kristine blev afleveret i god behold.

Mange tak for turen Kristine. En gensidig fornøjelse mener jeg at kunne sige!

Følg med på Kandymans Facebook-side her