Jeg kan mærke, at vi for alvor er ved at blive voksne. Vores forældre bliver syge og den naive barnetro findes ikke længere. I stedet har realiteterne og voksenfølelsen taget over. Min barndomsvens far har fået konstateret kræft i lungerne. Det kom som et chok for mange af os. Men det har især været en stor kamel at sluge for familien. De går nogle hårde tider i møde.

De første tegn på kræft kom, da han motionerede eller gik op ad trapperne. Han blev meget hurtigt forpustet, hvilket var usædvanligt. Siden hen er han blevet indkaldt til undersøgelser og skanninger.

For nylig blev han så akutindlagt på Amager Hospital. Jeg var i den forbindelse forbi Lungemedicinsk Afsnit for at give ham moralsk opbakning og ønske ham god bedring. Det var tydeligt at sygdommen havde taget hårdt på ham. Hans syn var blevet påvirket, så han nu ser sløret. Og han havde svært ved at falde i søvn, hvorfor han var begyndt at tage sovemedicin. Men jeg tror hans største problem var uvisheden. Uvisheden om fremtiden.

Det videre forløb kommer til at ske på Rigshospitalet. Han er nu begyndt på kemoterapi og strålebehandling. Lægerne skal først finde ud af, hvor store doser hans krop kan tåle. Derefter skal de tilrettelægge hans fremtidige behandlinger ud fra denne øvre grænse.

Jeg vil bede for ham, ligesom jeg håber du også vil. Sålænge der er liv, er der håb.

Følg med på Kandymans Facebook-side her