Sweet Deed #61

Sweet Deed #61 - Warrior

Valbyparken åbnede portene for et sjovt og meget udfordrende forhindringsløb: Copenhagen Warrior.

Som Warrior deltager skulle man igennem 20 kendte og ukendte forhindringer over en 6 km lang rute. Deltagerne skulle blandt andet igennem mudder, pigtråd, vand, ild og over en fem meter høj forhindring. Man havde retten til at prale efter gennemførelsen.

Løbet blev gennemgået – en forhindring ad gangen. Sammen med en anden eventassistent, var min opgave at sørge for og stå som kontrollant ved ild-forhindringen. En forhindring, hvor løberne skulle springe over tre bump med ild.

Vi havde masser af brænde og tændvæske. Men at få gang i bålene, var sværere end vi havde regnet med. 5 minutter til at løbet skulle starte, og vi havde stadig ikke fået gang i ilden. Vi var tidspressede. Ild-forhindringen var dog en af de sidste forhindringer, så der ville gå lidt endnu før løberne ankom.

Endelig fik ilden fat. Og den første løber hoppede akkurat over. Han så slet ikke forpustet ud. Bag ham fulgte resten. De så til gengæld meget trætte ud.

Under den sidste del af løbet skete det uundgåelige. En deltager faldt over det sidste bump. Selve faldet så ikke slemt ud. Men så begyndte hun at rulle rundt og skrige. Og skrige. Og skrige. Smerten kunne mærkes i skrigene. Der var gået ild i hende! Jeg fór op og tog et stykke tæppe for at slukke ilden. Alt hendes tøj var brændt væk, så hun stod der kun iført en top.

”Vand, vand, vand”, blev der råbt. Også kom der en stor balje med vand, som hun fik over sig.

Heldigvis var vi nabo til Københavns Beredskab, som hurtigt overtog førstehjælpen. De tog hende til en nærliggende busk og hældte køligt vand fra en slange. Kort efter ankom en ambulance og behandlede hendes brandsår.

Jeg fik senere at vide af ambulancefolkene, at hun havde det godt og nok skulle klare den. Jeg kan dog stadig den dag i dag høre hende skrige af smerte.

 

 

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Comments are disabled