Under et meget specielt bryllup i hjertet af Konya, gik jeg flere gange ud for at trække frisk luft. Det var både varmt indenfor og udenfor.

Jeg så to gadebørn gå rundt omkring bryllupsbilen og kigge søgende ind ad vinduerne. Da de opdagede, at jeg kiggede på dem, lod de som ingenting og gik deres vej. Det var meget mystisk, men jeg lod dem gå videre.

På et senere tidspunkt bemærkede jeg en boksemaskine lige udenfor bryllupslokalet. Jeg ville se hvem den mest hårdslående dreng var. Så jeg kaldte på børnene fra brylluppet.

”Lad mig se, hvor stærke i er. Slå en ad gangen. Jeg giver slik til den, der slår hårdest”, sagde jeg udfordrende.

Det var et anderledes, men underholdende indslag til brylluppet. Børnene var ivrige. Jeg puttede nogle mønter i maskinen og startede boksekonkurrencen.

Den første dreng slå. Den anden slå. Og den tredje slå. Deres lave pointscore afspejlede tydeligt deres alder. De var meget små, omkring 8 år gamle.

Men så ankom nogle andre børn. De så noget ældre ud. Og de var bestemt ikke fra brylluppet. Det gik op for mig, at det var de to gadebørn, som tidligere snusede rundt omkring bryllupsbilen.

De ville også være med i konkurrencen. Jeg lod dem deltage, selvom de var ældre end de andre. De havde nok mere brug for den sjove og gode stemning end de fine børn fra brylluppet.

Denne lille boksekonkurrence var måske med til at pleje to spirende talenter. Den første gadedreng slå næsten det dobbelte af de andre. Jeg var imponeret. Den anden slog dog en tand hårdere, og gjorde sig dermed fortjent til førstepræmien.

”Må jeg ikke også få?”, indskød den første gadedreng, da vi skulle indløse præmien. Han var misunderlig på sin ven.

”Jo, så lad gå – du kom jo trods alt på anden pladsen”, svarede jeg og smilte.

Taha og Baran var to stærke og glade gadebørn den aften.

Følg med på Kandymans Facebook-side her