Sweet Deed #68

Sweet Deed #68 - Hjemløse i Athen

Hjemløse på gaderne vil altid være et problem i storbyer. Men jeg kunne aldrig forestille mig, at der ville være så mange hjemløse i centrum af Athen.

Landets økonomiske krise har været i fuld sving de seneste år. Det har medført, at antallet af mennesker med behov for hjælp er steget gevaldigt.

Det er ikke kun narkomaner, alkoholikere og vagabonder, som er endt på gaden. ”De nye hjemløse” er i stigende grad græske statsborgere fra middelklassen. De har på grund af krisen mistet deres job – lige før de mistede deres hjem. Kun få grækere er nemlig immune over for risikoen for at blive hjemløse.

Folk er ofte mistroiske når det gælder hjemløse. Ja, nogle bruger sikkert pengene på alkohol eller stoffer. Men mange har også gode intentioner. Husk at alle har deres kamp, hvorom du ingen viden har.

At tilbyde noget at spise og drikke er en god og human måde at hjælpe andre. Hjemløse har også følelser. Og måske er et måltid alt, hvad de behøver for at vide, at nogen bekymre sig om dem?

Bevæbnet med lidt at spise og drikke ledte jeg efter de hjemløse i Athen. De var ikke særlig svære at spotte. Så snart mørket faldt på, blev den økonomiske krise synlig i gaderne. Skraldespande blev til guldminer. Og døråbninger blev til improviserede senge. Nogle af de hjemløse kunne engelsk, mens andre ikke kunne. Men én ting var sikkert: De var taknemmelige.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Comments are disabled