Italienere er meget venlige. Til gengæld er de meget stolte, når det drejer sig om at modtage hjælp. Det er mit indtryk efter en tur i Italien.

I Milanos gader fik min rejsemakker og jeg spottet en meget fattig mand. En oplagt mulighed for at gøre en god gerning. Hans store hul i bukserne var iøjefaldende. Det gik fra låret helt ned til anklerne. Vi blev enige om at købe et par bukser til ham. Men de italienske butikker var imod os. Samtlige butikker var nemlig lukkede. Klokken var lidt i 7 om morgenen.

Tilfældigvis havde jeg et par bukser i min rygsæk. Hellere lidt end intet. Jeg gik over til ham og rakte ham bukserne. Han gav hurtigt udtryk for at han ikke var interesseret. Måske syntes han ikke godt om bukserne. På tegnsprog tilbød jeg ham noget at spise og drikke i stedet. Det ville han heller ikke. Og det var på trods af vores ihærdige forsøg på at overbevise ham. Man skal ikke dømme en bog på dens omslag, men jeg formoder at hans afvisning handlede om stolthed. Stolthed betyder bare meget lidt i sådan en situation.

Han nikkede med hovedet og gjorde tegn til at vi skulle gå.

Vi har alle vores stolthed og at modtage hjælp er en udfordring for mange. Så jeg kan sagtens forstå ham. Men må ærligt indrømme at det gør ondt at blive afvist, når man rækker hånden ud for at hjælpe.

Op på hesten og videre. Jeg har en mission, der skal klares. En god gerning der skal udføres.

Dagen efter stødte jeg på en anden hjemløs foran et supermarked, hvor jeg var på vej ind for at købe energidrik. Igen på tegnsprog tilbød jeg noget at spise og drikke. Respons: Tak, men nej tak. Igen.

Nogle gange må man gøre det på den lidt hårde måde. Jeg gik ind og købte en Red Bull til mig selv og to til ham. Hvis han ikke ville have dem kunne han vel bare smide dem ud. Men det skulle ikke ende så dramatisk. Han tog imod dem, og takkede pænt, da jeg kom ud og gav ham dem.

Ugens lektie: Bare gør det!