Sweet Deed #72

Sweet Deed #72 - Byttemarked

I forbindelse med Valby Kulturdage havde Signe og Anne-Marie arrangeret et såkaldt Tøj Byttemarked. Formålet var at skabe en god dag, hvor borgerne kunne opleve glæden ved at give brugbart tøj videre til andre, som kunne få glæde af det.

Et byttemarked har et stort socialt og miljømæssigt potentiale. Her kan naboer mødes og bytte ting, som derved opnår en ny værdi fremfor at ende på forbrændingen. På denne måde er de med til at forlænge tingenes levetid og skabe mindre affald.

Men hvordan foregår et byttemarked så? Det er meget simpelt. Første trin er at finde noget af værdi, som man ikke bruger mere. Næste trin er at tage det med til byttemarkedet, og fordele det i de korrekte katagorier. Sidste trin er at finde noget man selv vil have og tage det med hjem. Hyggeligt, socialt, miljøvenligt og gratis.

Jeg ønskede at være med til at sætte rammerne for sådan en hyggelig dag. Så jeg mødte op og hjalp til med at stille borde og pop-op pavillioner op. Tøjet blev inddelt i grupper, så der skulle sættes skilte med forskellige kategorier på bordene. Da byttemarkedet gik i gang var opgaven at holde orden, placere fejlplaceret tøj og ting i rette kategorier og svare på spørgsmål fra gæsterne.

Det var sjovt at se ting, som folk ikke har brugt i mange år, blive snuppet med det samme. Her blev folks gamle skrald til nyt guld for andre. Tænk hvis man også kunne bytte problemer.

Det tøj, som blev til overs, samlede vi i nogle store sække. Derefter blev det doneret til velgørenhed.

 

PS: Vidste du, at der bruges 10.000 liter vand til produktion af et par jeans, 16.000 liter til et par lædersko og 2.700 liter vand til en t-shirt? (Kilde: Miljøministeriet)

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Comments are disabled