Ingen disrespekt til Portugal herfra, overhovedet. Men woaw jeg havde ingen anelse om tigger problemet var så slemt. Jeg ved, at jeg lignede et let offer med min skuldertaske og så ud som en dum turist. Men stadig!

Ved busterminalen i Porto blev jeg bogstaveligtalt forfulgt af en sigøjner kvinde. Hun havde et billede af en lille baby. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde. Men der var ingen tvivl om, at hun ville have penge.

Jeg sagde høfligt nej tak, men hun blev stadig ved og insisterede. Jeg gav så efter – men fortrød det hurtigt. 10 sekunder senere, blev jeg omringet af en ny sigøjner kvinde. Jeg ved ikke, hvor hun kom fra. Men det var tydeligt, at jeg var blevet overvåget.

Da jeg ankom til Lissabon, blev jeg stoppet op af en tredje sigøjner. Han så forslået ud med mange sting i ansigtet. På flydende engelsk spurgte han, om jeg kunne undvære nogle penge til en billet. Da jeg havde sikret mig, at han havde råd til billetten gik jeg videre.

Jeg glemte imidlertid at jeg selv skulle have en billet. Så jeg gik tilbage til billetautomaten. Her så jeg samme person prøve at narre andre naive turister. Med samme begrundelse.

Jeg følte mig snydt og havde lyst til at konfrontere ham. Men jeg undlod. Tiggeriet var blevet en velorganiseret livsførelse for ham. Det var en kortsigtet løsning at give ham pengene. Og det fastholdte ham blot i en uværdig livsførelse. Jeg gjorde op med mig selv, at næste gang ville jeg spørge, om jeg kunne hjælpe med andet end penge.

Så det gjorde jeg, da en afrikansk tigger kort efter kom hen til mig. Han bad om penge til et måltid. I stedet for at give ham penge, inviterede jeg ham over på en nærliggende café.

Følg med på Kandymans Facebook-side her