Mange af os har svært ved at smide ting ud. Det kan for eksempel skyldes, at det er ting, som vi (muligvis) vil få brug for i fremtiden. Eller det kan være minder fra en svunden tid.

Jo ældre vi bliver, desto flere ting og minder vil vi have. Det siger sig selv. Men hvis vi ikke tør at skaffe os af med disse, vil vi ende med at drukne i dem. Netop som mange ældre gør idag.

Jeg har mødt en af disse ældre mennesker. Han druknede bogstaveligtalt i sine ting. Han blev imidlertid nødt til at flytte tingene – kun for at gøre plads til noget VVS-arbejde i lejligheden.

Det var svært for ham at overskue flytningen. Der var ingen til at hjælpe. Ingen familie. Ingen venner. Og intet kommunal hjælp. Kræfterne var heller ikke de samme, som de havde været. Han var dårligt gående og havde tegn på demens.

Hans tilstand var noget af det mest rørende, jeg har oplevet. Han levede under MEGET urimelige forhold – for at sige det pænt. Det var en uværdig alderdom. Og det burde virkelig ikke være muligt i et land som Danmark.

Nogle gutter og jeg var ude at besøge ham. Vi ville hjælpe ham med flytningen. Men hvis det ikke havde været for VVS-arbejdet, tror jeg ikke han havde taget i mod tilbuddet. Han virkede nemlig til at være en stolt mand. Han var dog ikke mere stolt end taknemmelig.

Vi kom tingene i store poser til at starte med. Derefter bar vi poserne ned til kælderen, for at gøre plads til VVS-arbejdet. Da VVS-arbejdet var udført, bar vi tingene op igen.

Flyttehjælpen var dog kun en midlertidig løsning på et permanent problem. Der var behov for en langt større og mere professionel håndsrækning.

Følg med på Kandymans Facebook-side her