Op i gennem historien har mennesket kæmpet for at brødføde sig selv, skaffe sig klæder og husly. At være blind var en særlig grum skæbne. De blinde var afhængige af familie eller venner for at få dækket de helt basale behov. De var skubbet ud i periferien, ofte som tiggere eller omrejsende. Mon ikke de også blev udsat for lidt hån og spot.

Det var først senere hen, med skoler for blinde, at synshandicappede blev integreret i samfundet på en meningsfuld måde. Men mulighederne for at arbejde som blind var stadig begrænset.

Dette har dog ændret sig i dag. Osman Sari er et strålende eksempel. Han kom til Danmark, da han var 16 år gammel. Dengang kunne han hverken læse eller skrive. Livet som blind i Tyrkiet gjorde, at han ikke havde lyst til livet. Samtidig var han meget afhængig af sin familie.

Men så begyndte Osman på Blindeinstituttet. Og det ændrede alt. Her fandt han ud af, at han sagtens kunne leve et normalt liv med sit handicap.

7 år senere er Osman nu iværksætter med sin egen tolkevirksomhed. Hans virksomhed hedder kvalitets-tolke.dk og der oversættes til 16 forskellige sprog. Oven i det læser han på VUC.

Det eneste der er værre end at være blind, er at have synet, men ingen vision. Osmans kæmpe viljestyrke imponerede og inspirerede mig meget. Derfor ville jeg gerne motivere og bakke ham op. Han skulle bare blive ved med det fantastiske arbejde. Så jeg skrev et brev med Braille-alfabetet. I brevet skrev jeg:

”Kære Osman

Jeg hørte din historie. Du er så sej og inspirerende. Fortsæt det gode arbejde!

De bedste hilsner
Kandyman”

Jeg har normalt en pæn håndskrift, men jeg tvivler på om min blindeskrift er ligeså flot. Jeg håber i hvert fald, at det var læseligt. Og at han blev glad for det.

Følg med på Kandymans Facebook-side her