Aleppo er faldet. Billeder fra den krigshærgede by er svære at ryste af nethinden. Afskyelige og grusomme. De er blevet en del af fortællingen.

De civile er samlet sammen på små kvadratkilometer, hvor de risikere at blive dræbt alle sammen. Måske, hvis de er heldige bliver de tilfangetaget eller evakueret.

Vi kan umiddelbart ikke tage derned og hjælpe dem. Men vi kan sende vores bønner, støtte økonomisk og deltage i fakkeloptog. Det har måske ikke en direkte indflydelse. Men det viser vores medmennesker, at vi ikke er ligeglade med deres lidelser. At de ikke er glemt. At vi ser dem. Og at de ikke er alene.

I samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke havde Haifaa Awad og Nagieb Khaja indkaldt til fakkeloptog. Fakler kan virke som et håbløst våben, når byen bliver sønderbombet af Putin og Assads kampfly. Men sålænge vi kan protestere er vi ikke magteløse.

Jeg mødte op en time tidligere med min bedre halvdel. Til vores store overraskelse var en ung syrer allerede påbegyndt demonstrationen på egen hånd.

”Pray for Syria, pray for Syria” råbte han gentagne gange. Man kunne tydeligt høre et strejf af sorg i hans stemme. Det gjorde ondt. Han havde mistet et eller andet. Var det hans forældre? Hans kone? Eller hans børn? Han kan vende tilbage til Aleppo en dag og bygge et nyt hus. Men han kan ikke vække sine nærmeste til live igen.

Vi hjalp derefter arrangørerne med det praktiske. Scenen blev klargjort og bannere bundet op.

”Save Aleppo”
og
”Stop the killings”, stod der.

Følg med på Kandymans Facebook-side her