Selvom foråret er på vej og solen er begyndt at titte frem, kan det stadig blive koldt udenfor. Især om natten kan temperaturen godt nærme sig frysepunktet.

De hjemløse mennesker er derude, mens du ligger i din varme seng. De lever i kulden, og har ingen andre steder at gå. At holde sig varm er aldrig nemt for folk, der sover på gaden.

Du kan ikke undgå at se dem, når du går rundt i byen: Presset op mod bygninger eller i hjørner. De sover udenfor, selv når temperaturen falder drastisk om natten. De heldige bevare deres kropsvarme under et tæppe, andre nøjes med papkasser eller flere lag af tøj.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være at kæmpe sig igennem natten i kulden. Fysisk kan kulden forårsage hypotermi, infektion, lammelse og i nogle tilfælde endda død. Men ud over de fysiske konsekvenser, kan jeg ikke forestille mig noget mere ensomt eller håbløst end at forsvinde i kulden og mørket.

Hvem er de hjemløse? Ordet ’hjemløs’ i sig selv fortæller, at der er tale om en person uden et hjem. Og det er præcis sådan, vi skal se alle de hjemløse, som vi møder på vores vej. Vi kender ikke deres historie, og vi ved ikke hvordan de er endt på gaden. Derfor har vi heller ikke ret til at dømme dem.

På vej hjem ved midnat, spottede jeg en hjemløs mand ved Nørrebrogade. Han lå og sov med et meget tyndt lagen påtrykt ’Region Hovedstaden’.

Jeg fik skaffet et varmt tyrkisk tæppe og kørte tilbage til den hjemløse, som stadig sov. Forsigtigt lagde jeg det tykke tæppe over ham. I samme øjeblik stod han op:
”What are you doing?”, spurgte han med et skræmt og forvirret blik. Han troede at jeg ville stjæle hans ting.

Jeg pegede på tæppet, og beroligede ham med at jeg blot ville give ham det. Hans blik gled fra mig til tæppet, og tilbage til mig igen. Det gik op for ham, at jeg ikke var ude på at skade ham. Han takkede ydmygt og jeg vovede mig endelig videre hjem.

Følg med på Kandymans Facebook-side her