Sweet Deed #1

Sweet Deed #1 - Dødsgangen

”Jeg spurgte chefen på afdelingen om de havde nogle farvel-og-tak-piller”, sagde H roligt. ” For så havde jeg bedt om dem”.

Min første ’Sweet Deed’ fandt sted på Palliativ Medicinsk Afdeling P20 på Bispebjerg Hospital. En afdeling, hvor patienterne er uhelbredeligt syge af kræft og kun kan få lindret deres lidelser. En afdeling som jeg nærmere ville kalde dødsgangen. Her ville jeg gøre en tilfældig patient glad med blomster og chokolade.

Forinden, da jeg skulle købe blomsterne, spurgte blomsterhandleren mig om det var til en dame eller mand. ”Det ved jeg ikke helt endnu”, svarede jeg. Han kiggede forundret på mig.

Ligeså forundret, men positivt overrasket blev receptionisten på P20, da jeg henvendte mig med min forespørgsel. Hun bad mig om at følge med ind til personalerummet. Her blev min ide præsenteret for de øvrige i afdelingen.

”Jeg har en kandidat”, sagde en af sygeplejerskerne. ”Han er ikke helt ensom, men har meget brug for det”.

Vi gik ind på værelset og sygeplejersken fortalte om mit ærinde.

”Jeg plejer ikke at få blomster”, sagde patienten begejstret.

Patienten, H, er tidligere murer, og har en fantastisk håndværker-humor. Han er 70 år, men ligner en på 55. Også har han uhelbredelig kræft. Dertil har han fået revne i rygsøjlen og forstuvet armen efter et fald.

”Jeg har ikke lyst mere”, sagde han med jævne mellemrum.

Vi snakkede lidt om livet. Om hans to døtre og hans søn, som alle havde travlt med at tage sig af deres egne familier. Om Marmaris, hvor hans ven havde forpagtet et hotel og som han efterhånden kendte som sin egen bukselomme.

På vej ud takkede han mig igen, og fortalte at han nok skulle få glæde af blomsterne.

”Det kan være de holder længere end mig”, sagde han.

Jeg smilte og gik derfra med en meget underlig følelse.

Velkommen om bord!

Mig, mig, mig! Selvoptagetheden er alle vegne. Selfies med dine besties. Statusopdateringer på Sunday med 6 liters Belvedere, et bord og dine homies. Mig-mig-mig-generationen er på roofies.

Den mest fotograferede generation nogensinde har glemt at tænke på andre end sig selv – i en egoistisk verden, der er præget af benhård konkurrence og spidse albuer. Det er på tide at tage skridtet til en vi-vi-vi-generation. Det er på tide at give noget tilbage. Og der er nok at tage fat på i dagens Danmark!

Min mission er at inspirere andre til at gøre gode gerninger samt at sætte gang i en bevægelse, hvor vi taler pænere og anerkender hinanden mere. Mit mål er derfor at udføre en god gerning hver uge, one sweet deed a week, de næste to år. For nogle kan dette lyde som ’det rene barnemad’. Det er det bare ikke for mig. Eller jo, hvis det er familie og venner – men fremmede? Det er lidt skræmmende.

Jeg ved at det ikke vil blive let. Jeg er ikke nogen Bubber. Men jeg tager udfordringen op, og jeg håber at I har lyst til at følge min rejse og forhåbentlig blive inspireret.