Sweet Deed #87

Kong Vinter har taget over i Danmark. Men den har også ramt Syrien. Det er hundekoldt. Især fordi husene ikke er isolerede, som i Danmark. Eller fordi folk er flygtet og bor i telte.

Mange har måttet efterlade deres hjem og ejendele. Derfor har de ikke noget varmt vintertøj. De bor nu på gaden eller i telte på den bare jord. Dette kan resultere i livstruende lungebetændelse.

Sammen med min gode ven tog vi forbi Viomis Aids lager i Albertslund. Der skulle fyldes containere op med tøj, sko, legetøj, møbler mm., som så skulle videre til Syrien. I den anledning var der rigeligt brug for nogle ekstra hænder til containernødhjælpen.

Vi hjalp til med at fylde en container op med møbler. Møblerne skulle anvendes til et særligt projekt: En skole i Idlib provinsen.

Skoler i Syrien bliver regelmæssigt bombet, beskadiget, plyndret og ødelagt. Siden konflikten begyndte, er mere end 4200 skoler blevet beskadiget, ødelagt, militariseret eller brugt som beskyttelsesrum for internt fordrevne.

En hel generation risikere at blive tabt på gulvet. For når man først har været væk i lang tid, er det svært at komme i skole igen. Det handler ikke kun om at give dem en uddannelse, men også at give dem en normal hverdag.

Ifølge den ansvarlige ville det tage noget tid endnu at få bygget skolen og få den op at køre. Det var hovedsagligt situationen i Aleppo, som var prioriteret. Så snart det var muligt, ville de fortsætte med projektet. Han sagde desuden, at efter Aleppo var faldet, var det højst sandsynligt Idlibs tur.

Vi hjalp også til med at organisere og sortere tøjet. Det var fantastisk at se, hvor meget tøj der var blevet doneret. Mens vi var der, blev der løbende bragt tøj ind. Må alt, hvad der blev fyldt i containerne være til gavn for det syriske folk.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #86

Sweet Deed #86 - Turguiderne i Mexico

Turguider er de ubesungne helte i udlandet. De er historiefortællere, lærere og med en ægte passion for at dele, hvad de elsker.

”Mit navn er Gaby, og jeg skal være jeres turguide idag”, lød det fra højtalerne i bussen.

Vi befandt os i Cancun i det sydøstlige Mexico. Denne morgen satte vi kursen mod den mest berømte seværdighed i landet. Et af verdens syv vidundere: Ruinbyen Chichen Itza. Den lå nogle timers kørsel fra Cancun.

Gaby gjorde sit bedste for at holde os vågne med en længere smøre om maya-folket. Hun var en begavet historiefortæller, som brændte for den attraktion, hun skulle til at vise os. Hendes historiske beretninger tog os tilbage i tiden. Hun flettede personlige anekdoter ind om stedet. Og hun fortalte ikke kun om kulturen, men indarbejdede kulturelle oplevelser i selve turen.

Da vi endelig nærmede os, ville vi ud og opleve Chichen Itza med det samme. Det fik vi i den grad lov til. Kort efter stødte vi på en anden speciel turguide. Han gjorde alt i sin magt for at sikre, at vi fik den bedste tur nogensinde. Og at vi kom helskindet hjem.

Han talte med mig, som jeg var en gammel ven på besøg i byen. Selv var han fra Chihuahua, men havde boet i USA.

Han var ikke turistguide, fordi det var en drøm fra barnsben af. Men det var nærmere et forsøg på en frisk start efter at have afsonet en dom. En dom for manddrab på 11 år. Selvom han havde et menneskeliv på samvittigheden, var han en af de venligste personer jeg havde mødt i Mexico.

Under vores samtale fandt jeg ud af, hvor lidt turguider egentlig fik. Som tak for hans venlighed gav jeg ham derfor nogle drikkepenge svarende til fire arbejdsdage. Jeg glemte selvfølgelig ikke Gaby, som også fik lidt.

Denne tur var en oplevelse jeg sent vil glemme takket være turguiderne. De var de bedste turguider jeg nogensinde har haft.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #85

Sweet Deed #85 - Uddannelse til Mukhammed

Livet i skole har været en naturlig del af livet for mange af os. En uddannelse er noget, der forbliver indlejret i os meget længe. Ikke alene gør det os i stand til at tjene til livets ophold, men det hjælper os også til at leve et bedre liv. På grund af manglende økonomi, er alle dog ikke i stand til at gå i skole.

Mukhammed på billedet her, skal til at studere Software Engineering på American University of Central Asia. Han anser uddannelse, som den vigtigste nøgle til at gøre sine drømme til virkelighed. Derfor kom han hele vejen fra et landdistrikt i Kirgisistan til hovedstaden for at få sig en videregående uddannelse. Sidste år studerede han på New Generation Academy på AUCA. Efter at have bestået optagelsesprøverne i AUCA med stor succes, bad han om hjælp til delvis at dække studieudgifterne.

Mukhammed har en stor familie, som består af hans mor, far, to brødre, to svigerinder, en yngre søster, to niecer, en nevø, og Mukhammed selv. De lever alle sammen under samme tag. Hans forældre og brødre dyrker grøntsager i deres have. Familien køber ikke grøntsager udefra, men sælger sine egne for at kunne købe andre varer. Men de har ikke råd til at betale studieudgifter for uddannelsen på AUCA. Mukhammeds drøm er at studere på AUCA, så han og familien kan få et bedre liv i fremtiden. Han mener, at dette universitet giver en ordentlig uddannelse, der vil gøre det muligt for ham at finde et velbetalt job efter endt studie.

Ingen studerende bør nægtes adgang til en uddannelse af høj kvalitet, bare fordi de mangler de nødvendige midler. Familiernes indkomster skal ikke fortsætte med at diktere akademiske resultater.

Jeg er selv studerende. At tage en uddannelse i Danmark er et priviligium, som jeg sætter stor pris på. Derfor bidrog jeg med at gøre Mukhammeds uddannelse overkommelig for ham. Selvom hans virkelighed er forskellig fra min, kunne jeg relatere til ham.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #84

Sweet Deed #84 - Fakkeloptog

Aleppo er faldet. Billeder fra den krigshærgede by er svære at ryste af nethinden. Afskyelige og grusomme. De er blevet en del af fortællingen.

De civile er samlet sammen på små kvadratkilometer, hvor de risikere at blive dræbt alle sammen. Måske, hvis de er heldige bliver de tilfangetaget eller evakueret.

Vi kan umiddelbart ikke tage derned og hjælpe dem. Men vi kan sende vores bønner, støtte økonomisk og deltage i fakkeloptog. Det har måske ikke en direkte indflydelse. Men det viser vores medmennesker, at vi ikke er ligeglade med deres lidelser. At de ikke er glemt. At vi ser dem. Og at de ikke er alene.

I samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke havde Haifaa Awad og Nagieb Khaja indkaldt til fakkeloptog. Fakler kan virke som et håbløst våben, når byen bliver sønderbombet af Putin og Assads kampfly. Men sålænge vi kan protestere er vi ikke magteløse.

Jeg mødte op en time tidligere med min bedre halvdel. Til vores store overraskelse var en ung syrer allerede påbegyndt demonstrationen på egen hånd.

”Pray for Syria, pray for Syria” råbte han gentagne gange. Man kunne tydeligt høre et strejf af sorg i hans stemme. Det gjorde ondt. Han havde mistet et eller andet. Var det hans forældre? Hans kone? Eller hans børn? Han kan vende tilbage til Aleppo en dag og bygge et nyt hus. Men han kan ikke vække sine nærmeste til live igen.

Vi hjalp derefter arrangørerne med det praktiske. Scenen blev klargjort og bannere bundet op.

”Save Aleppo”
og
”Stop the killings”, stod der.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #83

Sweet Deed #83 - Aflevering af kørestol

Kørestole forsvinder fra hospitaler som indkøbsvogne forsvinder fra supermarkeder. Eller som håndklæder fra hoteller. Det er et kæmpe problem, som koster hospitalet en hulens masse penge og frustrerede medarbejdere.

Men der er ikke så meget at gøre. For hvis man ringer til politiet, hvad skal man så sige til dem – vær på udkig efter en forsvundet kørestol? Personalet kan heller ikke rigtig løbe ud og stoppe en person fra at lægge en kørestol ind i bilen.

Mange føler sikkert, at det ikke deres ansvar at aflevere de lånte kørestole tilbage. Og måske kan patienterne ikke lige overskue det.

De skyldige er ikke nødvendigvis organiserede banditter, som kører tante Karen væk i nattens ly. Ofte triller folk deres pårørende til bilen, pakker kørestolen sammen og putter den i bagagen. De tænker, at de nok skal vende tilbage med kørestolen på et senere tidspunkt. Den ender dog bare med at samle støv hjemme hos patienterne.

Også er der dem, som tror at kørestolen er en del af regningen. Andre har bare ikke råd til en kørestol, eller også ønsker de ikke at betale for den.

Det er ærgerligt og langt ude. For det resultere i færre midler til hospitalets primære opgaver som behandling, sygepleje og genoptræning.

Forleden havde jeg den vildeste optur. Jeg var blevet onkel til en lille prinsesse. I den forbindelse var jeg på besøg på Herlev Hospital. På et tidspunkt var vi ude med den nybagte far for at få lidt frisk luft. Vi opdagede imidlertid at vi havde låst os ude. Derfor blev vi nødt til at gå udenom for at komme ind igen.

Lidt udenfor hospitalet fik vi øje på en forladt kørestol. Jeg tog den med mig ind og placerede den ved siden af de andre kørestole. Og det var ikke småpenge, der blev sparet på den gerning. En almindelig kørestol koster nemlig omtrent 5000 kroner.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #82

Sweet Deed #82 - CBC finale

Vi forbinder ofte kreativitet med at opfinde noget. Jeg ser det nærmere som at opdage noget. Mennesket var for eksempel fortrolig med elektricitet og magnetisme. Men at kombinere disse to var der ingen, som havde tænkt på – før H.C Ørestad lagde to og to sammen og opdagede elektromagnetismen.

Kreativitetens biprodukter er nogle af de vigtigste resultater for vores civilisation. Vi skal derfor forblive aktive og kreative. En af måderne er at afholde verdensmesterskaber som Creative Business Cup (CBC).

Tidligere i år blev der arbejdet for at fremme innovation i de kreative industrier på nationalt plan. Nu var det tid til internationalt niveau. Og det er den internationale finale som er essensen af CBC.

Jeg var også med denne gang. Som vært hjalp jeg med at byde gæsterne velkommen og guide dem rundt til de forskellige lokaler. Lokalerne tilhørte Copenhagen Business School. Jeg brugte også tid på informationsskranken, hvor vi registrerede og informerede gæsterne. Noget af tiden blev brugt til at hjælpe til i garderoben. Således kunne gæsterne nyde eventen, mens deres overtøj og tasker blev opbevaret sikkert.

Alle de forskellige startsups kunne fremvise deres idéer på en stor markedsplads. Som vært var det min opgave at bistå dem, hvis de måtte have problemer.

CBC havde med vanlig god stil fået et rigtig kreativt event på benene. Alt kørte som smurt. Og jeg mødte en masse spændende mennesker fra alverdens lande.

Vinderen af CBC 2016 blev i øvrigt Green City Solution fra Tyskland. Juryens motivation var, at de bragte natur og kunst sammen i en smuk fusion til at løse et vigtig sundhedsproblem i verden: Luftforurening.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #81

Sweet Deed #81 - Brev til en blind

Op i gennem historien har mennesket kæmpet for at brødføde sig selv, skaffe sig klæder og husly. At være blind var en særlig grum skæbne. De blinde var afhængige af familie eller venner for at få dækket de helt basale behov. De var skubbet ud i periferien, ofte som tiggere eller omrejsende. Mon ikke de også blev udsat for lidt hån og spot.

Det var først senere hen, med skoler for blinde, at synshandicappede blev integreret i samfundet på en meningsfuld måde. Men mulighederne for at arbejde som blind var stadig begrænset.

Dette har dog ændret sig i dag. Osman Sari er et strålende eksempel. Han kom til Danmark, da han var 16 år gammel. Dengang kunne han hverken læse eller skrive. Livet som blind i Tyrkiet gjorde, at han ikke havde lyst til livet. Samtidig var han meget afhængig af sin familie.

Men så begyndte Osman på Blindeinstituttet. Og det ændrede alt. Her fandt han ud af, at han sagtens kunne leve et normalt liv med sit handicap.

7 år senere er Osman nu iværksætter med sin egen tolkevirksomhed. Hans virksomhed hedder kvalitets-tolke.dk og der oversættes til 16 forskellige sprog. Oven i det læser han på VUC.

Det eneste der er værre end at være blind, er at have synet, men ingen vision. Osmans kæmpe viljestyrke imponerede og inspirerede mig meget. Derfor ville jeg gerne motivere og bakke ham op. Han skulle bare blive ved med det fantastiske arbejde. Så jeg skrev et brev med Braille-alfabetet. I brevet skrev jeg:

”Kære Osman

Jeg hørte din historie. Du er så sej og inspirerende. Fortsæt det gode arbejde!

De bedste hilsner
Kandyman”

Jeg har normalt en pæn håndskrift, men jeg tvivler på om min blindeskrift er ligeså flot. Jeg håber i hvert fald, at det var læseligt. Og at han blev glad for det.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #80

Sweet Deed #80 - Solcelleanlæg til Ali

Yemen er fortsat et land i krise. Millioner er påvirket og en ny humanitær katastrofe er skabt. Men krigen fortsætter med at være fraværende fra sendefladen og avisspalterne.

De civile betaler igen den høje pris. En af dem er 49-årige Ali. Han er en gift mand, der bor med sin kone og ni børn i byen Dharmar i Yemen. Hans ældste barn er 27 år og den yngste er kun 9 år. Fem af hans børn går i skole, mens to studerer på universitet.

Ali arbejder som lærer i en offentlig skole. Han er familiens eneste forsørger, da hans kone ikke arbejder. Hans løn dækker kun lige akkurat de væsentligste udgifter i den store familie.

Yemen var allerede, inden krigen startede, Mellemøstens fattigste land. Men borgerkrigen har skabt en alvorlig mangel på elektricitet i Dhamar og andre yemenitiske byer. Manglen på strøm har ramt Alis kone hårdt, idet hun ikke kan bruge de elektriske apparater i hjemmet. Især vaskemaskinen og køleskabet har hun haft svært ved at undvære.

Hans børn kan ikke leve normalt som andre børn i verden. De kan ikke spille videospil, se deres favorit tv-programmer eller studere om natten. De er tvunget til sove tidligt, da der ikke er andet at lave.

For at gøre en ende på familiens lidelser, har Ali søgt om hjælp hos Al-Amal. Al-Amal hjælper folk, der ikke længere har pålidelig elektricitet som følge af krigen. Med hjælpen, som jeg også fik mulighed for at støtte, fik Ali et solcelleanlæg: En 150 W solpanel, 100 Amp batteri, sol laderegulator, DC/AC LED-tv og kabel. Med et solcelleanlæg i hjemmet kan han samtidig spare penge på at købe brændstof.

Ali kan nu lyse godt op om aftenen. Hans kone kan bruge husholdningsapparaterne. Og børnene kan underholdes, når det bliver mørkt. Yes!

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

 

Sweet Deed #79

Sweet Deed #79 - Knæk Cancer

Kræft berører os alle sammen. På den ene eller anden måde. Og det er måske derfor at Knæk Cancer er blevet en så stor folkesag. Det var i hvert fald tydeligt på Frederiksberg Rådhusplads. Her var stemningen trygget – men håbefuld. En hel masse lys var blevet tændt i anledning af den årlige Knæk Cancer.

Alle der deltog den aften, havde en grund til at deltage. Enten kender man nogen, som er døde af cancer, nogen som kæmper med sygdommen eller også er man selv kræftramt.

Jeg havde ikke hørt om ’Tænd Et Lys’ eventen før i år. Det var et smukt arrangement, som jeg meget gerne ville støtte op om. Derfor købte jeg også en lyspose, hvor jeg tegnede en tegning på bagsiden og skrev en hilsen på forsiden:

”Til alle dem som kæmper og deres familier”.

Der blev i øvrigt samlet over 163.000.000 kroner ind i forbindelse med Knæk Cancer-kampagnen. Det er da godt gået.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Sweet Deed #78

Sweet Deed #78 - Flyttehjælp til ældre mand

Mange af os har svært ved at smide ting ud. Det kan for eksempel skyldes, at det er ting, som vi (muligvis) vil få brug for i fremtiden. Eller det kan være minder fra en svunden tid.

Jo ældre vi bliver, desto flere ting og minder vil vi have. Det siger sig selv. Men hvis vi ikke tør at skaffe os af med disse, vil vi ende med at drukne i dem. Netop som mange ældre gør idag.

Jeg har mødt en af disse ældre mennesker. Han druknede bogstaveligtalt i sine ting. Han blev imidlertid nødt til at flytte tingene – kun for at gøre plads til noget VVS-arbejde i lejligheden.

Det var svært for ham at overskue flytningen. Der var ingen til at hjælpe. Ingen familie. Ingen venner. Og intet kommunal hjælp. Kræfterne var heller ikke de samme, som de havde været. Han var dårligt gående og havde tegn på demens.

Hans tilstand var noget af det mest rørende, jeg har oplevet. Han levede under MEGET urimelige forhold – for at sige det pænt. Det var en uværdig alderdom. Og det burde virkelig ikke være muligt i et land som Danmark.

Nogle gutter og jeg var ude at besøge ham. Vi ville hjælpe ham med flytningen. Men hvis det ikke havde været for VVS-arbejdet, tror jeg ikke han havde taget i mod tilbuddet. Han virkede nemlig til at være en stolt mand. Han var dog ikke mere stolt end taknemmelig.

Vi kom tingene i store poser til at starte med. Derefter bar vi poserne ned til kælderen, for at gøre plads til VVS-arbejdet. Da VVS-arbejdet var udført, bar vi tingene op igen.

Flyttehjælpen var dog kun en midlertidig løsning på et permanent problem. Der var behov for en langt større og mere professionel håndsrækning.

 

Følg med på Kandymans Facebook-side her