Når jeg hører om en begravelse, prøver jeg at modtage nyheden som en påmindelse. En påmindelse om at livet er midlertidigt, og at når først døden er indtrådt, er det ikke længere muligt at udføre gode gerninger.

Jeg fik nyheden om, at en ældre kvinde havde tabt kampen mod kræft og skulle begraves. Jeg kendte hende ikke personligt, men jeg kendte hendes børn og børnebørn. Dem havde hun opdraget til gode mennesker.

Jeg gik til hendes begravelse, fordi jeg gerne ville vise medfølelse med hendes børn og børnebørn. Deres mor var død, og det er det mest forfærdelige, der kan ramme et barn. Men hendes børn håndterede sorgen rigtig godt og uden komplikationer. De bar smerten med tålmodighed og styrke.

Jeg bad en bøn for den døde. Derefter kondolerede jeg endnu en gang og tog af sted. På vej hjem reflekterede jeg over livets korthed. Dødens virkelighed var endnu en gang blevet tydeliggjort for mig. En realitet jeg ikke kunne komme udenom. Lige meget, hvor meget jeg anstrengte mig. Det var vigtigt at huske med jævne mellemrum.

Til alle jer, der stadig har jeres mødre: Hver dag er Mors dag! Sæt pris på din mor, mens du stadig har hende. For du ved ikke, hvor længe du har hende.

Følg med på Kandymans Facebook-side her