Hvert andet år afholdes den internationale konkurrence Atlantic Challenge. Første gang konkurrence blev afholdt var for 30 år siden i 1986. Her kæmpede USA og Frankrig mod hinanden ved Statue of Liberty i New York Havn.

Deltagerne konkurrerer i forskellige discipliner som navigation, knob, tovværksarbejde, for årer og øvelser under sejl. Det handler ikke kun om at komme først, som i mange andre konkurrencer. Men i ligeså høj grad også om at udvise godt sømandskab. Derfor drejer konkurrencen sig især om at løse opgaverne med sikkerhed og elegance samt at træffe de rette beslutninger på de rigtige tidspunkter vha. godt lederskab og samarbejde i båden.

I år deltog 14 hold fra hele verden. Besætningen i bådene var unge mellem 15 og 30 år, og Atlantic Challenge skulle dermed være med til at udvikle deres samarbejdsevne og lederegenskaber. Jeg var i den forbindelse med til at sætte L’esprit konkurrencen op. En sjov disciplin, hvor besætningen fra de forskellige lande blev blandet og skulle samarbejde. Målet? At bygge en båd, som kunne flyde med minimum to af besætningsmedlemmerne ombord.

Forinden konkurrencestart havde vi forberedt 14 bygningsområder, hvorpå bådkonstruktionerne skulle foregå. Hvert hold havde følgende materialer til rådighed:

1 stk krydsfiner
1 stk masonit
6 træbrædder
1 stk legetøjssæt til svømmepøl
1 stk presenning
2 tuber vandtæt lim

I midten af bygningsområderne, havde vi sat et område op for materialerester. Der skulle holdene placere de ting, som de ikke anvendte. Dersom de ikke gjorde dette og ikke ryddede op ville det give et minus point. Endelig var der et område, hvor holdene kunne låne elektriske værktøjer som elektrisk boremaskine, rundsav, stiksav oa.

Holdene fik kickstartet deres samarbejde med det samme. Og samarbejdet gik op i en højere enhed. Det handlede ikke længere om den enkeltes egen performance, men om holdets samlede performance. Samarbejde på tværs af landegrænser. Det var fantastisk at overvære.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Racerunning er en idrætsgren for handicappede med nedsat balance. En RaceRunner er en specialbygget tre-hjulet cykel uden pedaler. Lidt ligesom et løbehjul, men hvor balancen er nemmere at holde intakt. RaceRunner-cyklen giver således bevægelseshæmmede som spastikere og amputerede en mulighed for at dyrke sport og bevæge sig ved egen hjælp.

Hvert år samles RaceRunning atleter fra hele verden til RaceRunners Camp & Cup. I år havde Campen 20. års jubilæum. Det blev afholdt på Tre Falke Skolen på Frederiksberg, hvor atleterne spiste og overnattede. Træningen og Cuppen foregik på Frederiksberg Idrætspark, som er cirka 50 meter fra Campen.

I år var der tilmeldt omkring 180 personer fra 11 forskellige lande, herunder Brasilien, England, Færøerne, Norge, Portugal, Rusland, Skotland, Ungarn, USA, Wales og Danmark.

Som Camp-assistent var jeg sammen med Anne-Marie med til at få de praktiske funktioner omkring idrætslejren til at fungere. Anne-Marie, bedre kendt som ’Rie’, var en af arrangørerne og har været med siden tidernes morgen. I 14 år har hun fungeret som en slags mor i Campen. Det var tydeligt, at både de unge og de voksne holdte af hende.

Vi ordnede velkomstpakker og klargjorde aftensmaden, skolekøkkenet samt ’Skuret’ på stadionen. Skuret var stedet, hvor atleterne fik udleveret frugt og drikkevarer i forbindelse med træningen. I skuret fortalte Rie om hendes datter, som også løb RaceRunning. Campen havde gjort en stor forskel i hendes liv.

Petra-cyklen, som Rie foretrak at kalde RaceRunner-cyklen, var blevet opfundet af Connie Hansen. Hun var også tilstede i Campen og Rie introducerede mig for hende. Vi fik en god snak, og jeg fandt ud af, at hun var tidligere olympisk mester i kørestolrace i 1988 og 1992!

Det var en bevægende oplevelse at følge de handicappede atleter på selve stævnedagen. Bag hver enkelt af de 180 atleter gemte der sig en usædvanlig livskraft og inspiration. Man skal ikke have ondt af disse individer, men derimod blive inspireret. Sandeligt kan du mere end du selv tror. Også på trods af dit handicap.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Der kan faktisk være fordele ved vores smartphone afhængighed. Nej det er ikke Pokemon Go og gåturene jeg hentyder til. Men nærmere donationer ved hjælp af MobilePay.

Efterhånden som flere mennesker bruger smartphones, er flere begyndt at bidrage til velgørenhed via deres smartphones. Mobil teknologien, herunder MobilePay, har gjort det lettere at donére penge. Man har således altid kontanter på sig, bare man har mobilen i nærheden. Og da de fleste ikke kan forestille sig et liv uden den, har vi altså lettere ved at støtte hjælpeorganisationerne.

Jeg satte mig for at støtte 10 forskellige hjælpeorganisationer på 10 dage via MobilePay. De første 9 hjælpeorganisationer ville jeg give et mindre beløb. Og til den sidste ville jeg så donére et større beløb.

Men hvilke hjælpeorganisationer kunne bedst betale sig at støtte? Jeg spurgte Facebook-vennerne til råds om, hvilke hjælpeorganisationer der var mest nødvendige/effektive. For også at motivere dem til at donére, udlovede jeg 100 kr. via MobilePay til en, som havde kommet med et bud.

Selvom det er nemt og praktisk at donére via mobilen, synes jeg også der er en lille ulempe. Man kan nemlig ikke i lige så høj grad interagere og have en samtale med hjælpeorganisationerne. Det er mindre nærværende at donére via MobilePay, idet man ikke på samme måde som ved fysiske penge, kan se nødhjælpsfolkene i øjnene.

Jeg har sammensat porteføljen af de 10 udnævnte hjælpeorganisationer forneden. Lad dig endelig inspirere af den og prøv at gøre det samme. Selv en lille skilling gør en stor forskel.

Dag 1: Støttemiddag (Rohingya):
+45 20 70 37 30

Dag 2: UNICEF (Afrika):
+45 20 11 38 00

Dag 3: Horn Africa Aid (Somali):
+45 91 75 48 11

Dag 4: BØRNEfonden (Mali):
+45 50 60 12 11

Dag 5: Care4Syria (Syrien):
+45 51 92 93 16

Dag 6: ADRA Danmark (Sudan):
+45 21 42 55 55

Dag 7: DINNødhjælp (Nigeria):
+45 27 21 24 34

Dag 8: Time To Help (uspecificeret):
+45 50 39 70 05

Dag 9: DM Aid (Syrien):
+45 41 44 08 33

Dag 10: VIOMIS (Syrien):
+45 41 65 58 38

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Alt for ofte er vi så optagede af kravene og presset fra det omgivende samfund, at vi glemmer at reflektere og værdsætte de ting, som vi har. Især familien. Men ikke alle har den luksus at tilbringe tid med deres nærmeste. For eksempel hvis du er hjemløs, udvekslingsstuderende eller har fået job i en ny by.

Ramadan er en særlig speciel måned for over 1,6 milliarder muslimer i hele verden. Den hellige måned er primært centreret om faste, tilbedelse, velgørenhed og familien. På baggrund af dette gik en gruppe unge muslimer på meget kort tid sammen og tog initiativ til ‘Åben iftar på Rådhuspladsen’ projektet. Senere hen hoppede DM-Aid og jeg med på vognen for at bidrage med vores hjælp.

Projektet blev udtænkt og udført hovedsageligt for at nå ud og skabe fælleskaber på tværs af alle trosretninger gennem denne form for fællesspisning. Det skulle vise sig at blive en historisk dag. For af hvad jeg ved, var det det første event af sin slags i Danmark.

Det regnede meget på selve dagen. Vi frygtede at det ville ødelægge begivenheden. Men heldigvis klarede det op et par timer før eventet startede. Vi gjorde bordene klar og satte drikkevarerne frem.

Eventet tiltrak meget opmærksomhed fra forbipasserende, som fik mulighed for at få stillet deres nysgerrighed – og spise gratis mad.

Opsætningen og opdækningen af borde var på plads, men maden var stadig ikke ankommet. Klokken nærmede sig spisetid. Selskabet, som skulle sørge for maden, var forsinkede. De kom først med maden 15 minutter før fasten skulle brydes. Vi fik meget travlt. Der skulle serveres mad til over 500 mennesker på ekstremt kort tid.

Menuen bestod af kødstrimler, ris, tzatziki, salat, kage og frugt. Vi frivillige stod på en række langs madbordene. En tallerken blev så sendt fra den ene ende, hvor den først blev fyldt med kødstrimler, derefter sendt videre og fyldt med ris. Sådan fortsatte det indtil tallerkenen var nået til den anden ende og var klar til at blive servereret for de sultne gæster. Maden var god og stemningen fantastisk. Det var en uforglemmelig begivenhed.

Da vi havde sikret os, at alle havde fået mad, gik jeg en tur med en anden frivillig for at give ekstra portioner til de gæster der ønskede mere og høre om de manglede noget.

Aftenen sluttede af med oprydning på Rådhuspladsen. Derefter kørte en af medarrangørerne og jeg til Mændenes Hjem og Cafeén på Sundholm for at doneré den enorme mængde mad, som var tilovers. Det blev de rigtig glade for!

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Valbyparken åbnede portene for et sjovt og meget udfordrende forhindringsløb: Copenhagen Warrior.

Som Warrior deltager skulle man igennem 20 kendte og ukendte forhindringer over en 6 km lang rute. Deltagerne skulle blandt andet igennem mudder, pigtråd, vand, ild og over en fem meter høj forhindring. Man havde retten til at prale efter gennemførelsen.

Løbet blev gennemgået – en forhindring ad gangen. Sammen med en anden eventassistent, var min opgave at sørge for og stå som kontrollant ved ild-forhindringen. En forhindring, hvor løberne skulle springe over tre bump med ild.

Vi havde masser af brænde og tændvæske. Men at få gang i bålene, var sværere end vi havde regnet med. 5 minutter til at løbet skulle starte, og vi havde stadig ikke fået gang i ilden. Vi var tidspressede. Ild-forhindringen var dog en af de sidste forhindringer, så der ville gå lidt endnu før løberne ankom.

Endelig fik ilden fat. Og den første løber hoppede akkurat over. Han så slet ikke forpustet ud. Bag ham fulgte resten. De så til gengæld meget trætte ud.

Under den sidste del af løbet skete det uundgåelige. En deltager faldt over det sidste bump. Selve faldet så ikke slemt ud. Men så begyndte hun at rulle rundt og skrige. Og skrige. Og skrige. Smerten kunne mærkes i skrigene. Der var gået ild i hende! Jeg fór op og tog et stykke tæppe for at slukke ilden. Alt hendes tøj var brændt væk, så hun stod der kun iført en top.

”Vand, vand, vand”, blev der råbt. Også kom der en stor balje med vand, som hun fik over sig.

Heldigvis var vi nabo til Københavns Beredskab, som hurtigt overtog førstehjælpen. De tog hende til en nærliggende busk og hældte køligt vand fra en slange. Kort efter ankom en ambulance og behandlede hendes brandsår.

Jeg fik senere at vide af ambulancefolkene, at hun havde det godt og nok skulle klare den. Jeg kan dog stadig den dag i dag høre hende skrige af smerte.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Jeg kan mærke, at vi for alvor er ved at blive voksne. Vores forældre bliver syge og den naive barnetro findes ikke længere. I stedet har realiteterne og voksenfølelsen taget over. Min barndomsvens far har fået konstateret kræft i lungerne. Det kom som et chok for mange af os. Men det har især været en stor kamel at sluge for familien. De går nogle hårde tider i møde.

De første tegn på kræft kom, da han motionerede eller gik op ad trapperne. Han blev meget hurtigt forpustet, hvilket var usædvanligt. Siden hen er han blevet indkaldt til undersøgelser og skanninger.

For nylig blev han så akutindlagt på Amager Hospital. Jeg var i den forbindelse forbi Lungemedicinsk Afsnit for at give ham moralsk opbakning og ønske ham god bedring. Det var tydeligt at sygdommen havde taget hårdt på ham. Hans syn var blevet påvirket, så han nu ser sløret. Og han havde svært ved at falde i søvn, hvorfor han var begyndt at tage sovemedicin. Men jeg tror hans største problem var uvisheden. Uvisheden om fremtiden.

Det videre forløb kommer til at ske på Rigshospitalet. Han er nu begyndt på kemoterapi og strålebehandling. Lægerne skal først finde ud af, hvor store doser hans krop kan tåle. Derefter skal de tilrettelægge hans fremtidige behandlinger ud fra denne øvre grænse.

Jeg vil bede for ham, ligesom jeg håber du også vil. Sålænge der er liv, er der håb.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

På Bremerholm 6 ligger et stort lukket teknisk anlæg. Det er en gammel transformerstation som frem til år 2013 forsynede københavnske borgere med elektricitet. En ny anvendelse er imidlertid blevet fundet. Bremerholm Transformerstation udgjorde nemlig det meste af årets Photo City. En unik fotoby af udstillinger, workshops og artist talks. Råt og flot.

I den gamle transformerstation kunne man blandt andet finde fotografier fra den nordrussiske by Norilsk. Nogle af fotografierne var blevet levendegjort gennem en ”Look and Listen” app. Fra sin mobil kunne man således høre/se historierne bag fotografierne.

Udover at være en af verdens nordligste byer, er Norilsk også en af de mest forurenede byer i verden. Indtil 1956 fungerede Norilsk som en sovjetisk Gulag-fangelejrsystem. I mere end 20 år arbejdede cirka en halv million fanger i fangelejren – i ekstrem kulde og sult. Under tvang opførte fangerne miner, fabrikker og selve byen. Norilsk var bygget på menneskeknogler.

Det ekstreme klimaforhold er ikke for sjov i Norilsk. Om vinteren falder temperaturen til minus 50 grader. Ved minus 40 grader kan et individ klare tre minutter uden tøj på kroppen. Ved minus 60 grader dør menneskecellerne øjeblikkeligt! Fra november til midt januar er der ikke sollys i Norilsk. 24 timers mørke i 2,5 måneder. Av, av, av.

Jeg var hverken professionel fotograf, kunstner eller museumsguide (sidstnævnte blev jeg dog lidt til sidst). Så hvad lavede jeg egentlig der? Tja, jeg prøvede at give andre, som havde denne interesse, en fotografisk oplevelse. Sammen med en programmør fra Momondo var jeg nemlig frivillig i Photo City’s infocenter. Her informerede vi publikum om hvad Photo City havde at byde på.

Jeg har efter denne gerning fundet ud af to ting: At et fotografi handler mere om fortællingen bag end om kvaliteten, og at jeg har en museumsguide i maven.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Asiatisk Kultur Festival kom for første gang til København. Det foregik på Islands Brygge, hvor jeg var en del af teamet bag den succesrige festival.

Formålet med Asiatisk Kultur Festival er gennem forskellige aktiviteter at skabe kulturel forståelse og fremme integration mellem danskere og asiatere, som bor i Danmark. Festivalen har til formål at skabe harmoni og samvær mellem forskellige kulturer. Og det er helt fint i sig selv.

Men det jeg synes var det mest fantastiske og det der har gjort mig glad for at hjælpe til er, at festivalen støtter op om den sociale og økonomiske samfundsudvikling i de mest fattige dele af Asien. Overskuddet fra festivallen vil nemlig blive brugt på at støtte fattige, enlige mødre i Asien, deres børn samt gadebørn til uddannelse og/eller en vej til selvforsørgelse.

Jeg assisterede festivalarrangørerne med infrastruktur, sikkerhed, guidning af gæsterne samt oprydning. Man kunne også finde mig ved indgangen med en vietnamesisk hat. Her solgte jeg indgangsbilletter til festivallen. Jeg tog imod betaling og gav armbånd til gæsterne. 20 kroner var prisen. Nogle prøvede at snige sig ind, men det lykkedes sjældent. Jeg havde øjne i nakken. Kun de yngste lod jeg komme gratis ind. De fik også noget sundt guf med på festivalens regning.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

På vej i flyet til Sydfrankrig, sad jeg ved siden af to ældre kvinder. Jeg havde under turen ikke været særlig snakkesalig. Det var ikke fordi jeg ikke var tilnærmelig eller imødekommende. Men fordi jeg havde fået en kraftig hovedpine. Den var nok forårsaget af trykket i flyet.

For at komme af med hovedpinen ville jeg derfor bare sove. Lige lidt hjalp det. Jeg blev vækket af stewardessen, som var i færd med at sælge drikkevarer. Jeg skulle ikke have noget, men det skulle min sidemand. Hun bad om en kop kaffe.

”25 kroner”, sagde stewardessen.

Den ældre dame tog nogle danske kroner frem og rakte dem til stewardessen.

”Vi tager kun imod kreditkort”, sagde stewardessen høfligt.

Dette hørte den ældre dame tydeligvis ikke. For denne gang trak hun en 5-euroseddel frem.

”Vi tager kun i mod kreditkort”, gentog stewardessen.

Det gik nu op for den ældre kvinde, hvad stewardessen mente. Hun sad og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun blev hed i kinderne.

”Jamen, så skal jeg ikke have den alligevel”, sagde den ældre dame og afleverede kaffen tilbage.

”Jeg vil gerne betale for den”, skyndte jeg mig at sige til stewardessen.

Stewardessen kiggede meget forvirret på mig.

”Jeg vil gerne betale for kaffen”, gentog jeg og pegede på sidemandens kaffe.

Stewardessen rakte mig terminalen. Jeg stak dankortet i og betalte.

”Sikke en sød ung mand”, hørte jeg den ældre dame sige til sin veninde, da jeg gik ud for at vaske mit ansigt.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Du kan nok forestille dig, hvor svært livet ville være, hvis du ikke længere kunne se dem du holder af. Eller ikke kunne opleve rigdommen af smuk natur. Dette mareridt skænker vi aldrig en tanke. For det er kun noget, som sker andre – så hvorfor skulle du bekymre dig?

Maria bor nord for Nuevo León i Mexico. Hun er 33 år, gift og har tre børn. Hun har arbejdet som lærer på et gymnasium i 7 år. Da hun var lille kæmpede hun meget med sit dårlige syn, hvorfor hun skulle bruge briller hele tiden. Det har som sådan ikke været en hindring i hendes liv. Men med tiden er hendes syn blevet værre, så hun har ofte været nødsaget til at udskifte sine briller. Det har påvirket hendes økonomi meget.

Hun er nu kandidat til en øjenoperation for at stoppe med at bruge briller. Operationen vil hun være i stand til at betale med lånet som hun har anmodet Alivio Capital. Alivio Capital er en mexicansk non-profit organisation, som hjælper lavindkomstfamilier med at dække udgifter til lægebehandling. Disse familier er ofte tvunget til at sælge familiens ejendele for at få penge til uventede lægeudgifter. Alternativet er private pengelånere, som tager en meget høj rente.

Marias ønske var at have et godt syn og være i stand til at lege med sine børn uden nogen hindring. Det ville jeg gerne hjælpe hende med. Så via Alivio Capital fik jeg dækket den sidste del af hendes lån. Jeg håber, at øjenoperationen vil give hende et mere værdigt liv.

Følg med på Kandymans Facebook-side her