I sine yngre dage elskede Kristine at cykle. Lige indtil hun skulle opereres og have indsat et kunstigt knæ. Det svigtende knæ gjorde, at hun ikke helt kunne holde sig på cykelstien længere. Smerterne var stærke.

Nu fik jeg fornøjelsen af at give hende en cykeltur i det forårsgrønne. Hun nød at se de store vidder med græsende køer og de nye bygninger på Vestamager. Hun nød den varme vind i håret.

Cykelturen var en fællestur med Allan og Tove. Allan var ansat i Ørestads Plejecenter, hvor Tove og Kristine boede. Så mens Allan og jeg trampede i pedalerne, sad Kristine og Tove og iagttog landskabet.

Vi cyklede forbi kendte og ukendte steder og fik en god snak om livet. Kristine havde meget at fortælle. Hun var oprindeligt fra Finland. Hendes mand var udstationeret i det finske flyselskab. Og da han kom til Danmark, fulgte Kristine med. De var nemlig nygifte.

Da hendes mand døde, var Kristine helt alene. Hun havde ingen familie i Danmark. Hendes søster boede i Schweiz, hendes ene bror i Finland og den anden bror i Sverige. Hun havde engang en søn. Men hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Jeg holdte tilbage med at spørge, da jeg tænkte det kunne være et meget ømt punkt. Hun skulle helst grine på turen og ikke være ked af det.

I mange år arbejdede hun som hjemmehjælper. Hendes erfaring i hjemmehjælpen, har betydet at hun er til stor gavn i det nuværende plejecenter. Både for beboer og ansatte. I øvrigt er en af de ansatte hendes tidligere kollega og gode ven. Det er lidt morsomt.

Solens varme stråler fik sat gang i humøret for både Kristine og jeg. Da det blev tid til aftensmad, vendte vi om og Kristine blev afleveret i god behold.

Mange tak for turen Kristine. En gensidig fornøjelse mener jeg at kunne sige!

Følg med på Kandymans Facebook-side her

For et par måneder siden fik jeg et nyt arbejde på Herlev Hospital. Et arbejde der giver ekstra god mening, da jeg blandt andet skal færdigtilberede cytostatika. Cytostatika (kemoterapi) er medicin, som bruges til at bekæmpe og dræbe kræftceller. Ved at flere overlever kræft og får et bedre liv, gør arbejdet altså en stor forskel for patienterne.

Men før jeg kunne komme i gang med det meningsfulde arbejde, skulle jeg først have en grundig oplæring i produktionsrutiner og forskrifter. Efter et intensivt oplæringsproces, blev jeg godkendt som produktionsteknikker. Jeg var blevet frigivet.

Det skulle fejres med blåbær, hindbær og kager. Kagerne fik jeg min dejlige søster til at bage. De faldt i ret god jord hos kollegaerne.

Men hvad der især skabte stor glæde, var den lille gave, som jeg havde købt til min oplærer. Hun var altid så hjælpsom og bare rigtig sød. Og selvom det var hendes job at lære mig op, syntes jeg at hun fortjente en særlig anerkendelse. Derfor købte jeg et gavekort til Fields og skrev en lille note:

“Til Herlevs bedste oplærer a.k.a. HB.”

Det var min måde at vise min taknemmelighed over, at hun havde været så sød til at lære en masse fra sig. Hun havde gjort et godt stykke arbejde.

Og hun blev meget glad og taknemmelig. Det havde hun aldrig været ude for i de fem år, hun havde været der. Jeg havde ikke kun reddet hendes dag – men hele ugen – sagde hun.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Når jeg hører om en begravelse, prøver jeg at modtage nyheden som en påmindelse. En påmindelse om at livet er midlertidigt, og at når først døden er indtrådt, er det ikke længere muligt at udføre gode gerninger.

Jeg fik nyheden om, at en ældre kvinde havde tabt kampen mod kræft og skulle begraves. Jeg kendte hende ikke personligt, men jeg kendte hendes børn og børnebørn. Dem havde hun opdraget til gode mennesker.

Jeg gik til hendes begravelse, fordi jeg gerne ville vise medfølelse med hendes børn og børnebørn. Deres mor var død, og det er det mest forfærdelige, der kan ramme et barn. Men hendes børn håndterede sorgen rigtig godt og uden komplikationer. De bar smerten med tålmodighed og styrke.

Jeg bad en bøn for den døde. Derefter kondolerede jeg endnu en gang og tog af sted. På vej hjem reflekterede jeg over livets korthed. Dødens virkelighed var endnu en gang blevet tydeliggjort for mig. En realitet jeg ikke kunne komme udenom. Lige meget, hvor meget jeg anstrengte mig. Det var vigtigt at huske med jævne mellemrum.

Til alle jer, der stadig har jeres mødre: Hver dag er Mors dag! Sæt pris på din mor, mens du stadig har hende. For du ved ikke, hvor længe du har hende.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Vi er ikke skabt til at leve i ensomhed. Så når du oplever ensomhed, går det ud over din livskvalitet. Lavt selvværd, psykiske lidelser og misbrug kan være nogle af konsekvenserne. Og hvis du føler dig alene, er du ikke alene. For der er flere end 200.000, som også føler sig ensomme.

Heldigvis er der nogle, som vil bekæmpe dette. Flere end 60 organisationer er gået sammen i Folkebevægelsen mod Ensomhed. Landet over kører de lige nu en kampagne, der hedder ’Danmark Spiser Sammen’. Kampagnen sætter netop fokus på ensomhed.

Bevægelsen havde arrangeret et stort fællesspisningsarrangement med over 500 mennesker i Nørrebrohalen. Kandyman skulle være iblandt – som bordvært. En af aftenens vigtigste opgaver.

Min opgave var at være vært for 9 fremmede gæster, og sørge for, at gæsterne slappede af og havde en god aften.

Da gæsterne ankom klokken 17, blev jeg tildelt ’VIP’ bordet. Det bestod af personer fra Headspace, Mary Fonden, Politiken og sidst men ikke mindst Daniel.

Når man er ung skal man ikke være ensom. Men det var Daniel. Han havde samlet mod til at deltage i eventet. Politikens journalist og fotograf dækkede hans aften. De udgav senere denne artikel om Daniel.

Jeg viste derefter gæsterne ned til deres bord, og sørgede for at aktivere alle rundt om bordet. Kronprinsesse Mary, som var dagens hemmelige gæst, holdte kort efter en inspirerende tale. Til min store overraskelse blev hun og spiste med.

Jeg serverede dagens menu til gæsterne. Herefter blev desserten præsenteret, som fungerede på den måde, at gæsterne selv skulle bygge deres egen dessert.

Inden gæsterne blev sendt hjem med en opfordring om at føre madstafetten videre, fik jeg mulighed for at sidde og tale med Kronprinsesse Mary. På bordet lå en flip-flap. Inde i flip-flappen var tallene 1-8 og under hver flap et spørgsmål. Jeg tog den, og spurgte Kronprinsessen om hun var frisk på en omgang. Hun var lidt usikker, men gav efter. Hun valgte tallet 3. 1, 2, 3. Hun valgte igen 3. Det måtte være hendes yndlingstal. Jeg åbnede flappen.

Mig: “Hvad inspirerer dig?”

Kronprinsesse Mary: “Mennesker”

Mig: “Hvilke slags mennesker?”

Kronprinsesse Mary: “Alle. For alle mennesker er forskellige og alle har noget forskelligt at byde på.”

Følg med på Kandymans Facebook-side her

For 46. gang blev Aprilfestival – teater for små og store afholdt. Denne gang var Frederiksberg vært for den årlige festival. Og denne gang ville jeg være en del af Aprilfestival og støtte op om teaterkulturen. Derfor meldte jeg mig frivilligt til at hjælpe til med afviklingen af festivalen.

Der var stor interesse for festivalen. Fulde huse med glade børn og deres familier. Sammen med en anden frivillig var vores primære opgave at tage imod billetter ved indgangen til spillestedet. Som publikum kunne man opleve over 200 forskellige teaterforestillinger. Der blev bestilt mere end 27000 billetter – det kostede gratis. Men mange mødte også op uden billetter. Vi så igennem fingre med det, og lod dem passere alligevel.

Vi fik også mulighed for at give en hånd med udsmykning, vejvisning og oprydning i mellem forestillingerne. Det var fedt at opleve festivalen ’indefra’ og se forestillinger som ’Romeo og Julie’ og ’Hånden’.

Jeg blev gode venner med min frivillig-kollega. Han studerede international politik i København, men var udvekslingsstuderende fra Usbekistan. Det var første gang, at jeg havde mødt en derfra.

Usbekistan er et land i Centralasien. Et land med en diktator, som har styret landet med hård hånd i over 25 år. Min frivillig-kollega fortalte om korruptionen i landet. Man skulle blandt andet registreres for at komme til hovedstaden Tasjkent – også selvom man var usbekisk borger. Det var nemmere at komme til nabolandet Tadsjikistan end hovedstaden. Med mindre man naturligvis betalte penge under bordet. Det svarer til en århusianer, som prøver at flytte til København. Vildt.

Engang, da han befandt sig i hovedstaden Tasjkent i forbindelse med sit studie, blev han anholdt. Han blev ført til en arrest, hvor han blev torturret. Årsag? Han var ikke fra hovedstaden.

Nu stod han her sammen med mig og prøvede at give de besøgende en uforglemmelig oplevelse. Sikke en mand.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Selvom vi lever vidt forskellige liv, holder jeg stadig kontakten med min barndomsven. Han har slået sig ned med kone, lejlighed og ventede sit første barn.

Da han endelig blev forælder til en skøn datter, tog jeg forbi hospitalet for at byde den lille verdensborger velkommen. Hun var sund og rask. Små hænder, fingre, tæer, ører og en duftende blød hud. En fantastisk smuk verdensborger.

Alle havde det godt ovenpå fødslen, om end den trak meget ud. Jeg må erkende, hvor meget respekt jeg har for den nybagte far. Jeg tager hatten af for hele fødselsprocessen. Det er ikke let, men jeg synes han har klaret far-rollen rigtig godt indtil videre. Nu skal han bare vænne sig til barnegråd og bleskift.

Vi fik os derefter nogle dybe samtaler om de store spørgsmål i livet: Forældreskab, karriere, ægteskab, venskab. Da jeg omsider skulle til at tage hjem, stødte vi på en bekendt. Hans mor var indlagt på samme hospital. Hun havde uhelbredeligt kræft. Det var en mærkelig sammenblanding. På den ene side en lykkelig far med sin nyfødte datter. Og på den anden side en søn med sin kræftramte mor. Jeg har aldrig været så glad og trist på samme tid før. En meget underlig følelse. Men det er jo livets karrusel. Nye verdensborgere kommer til – mens andre vinker farvel.

Følg med på Kandymans Facebook-side her

Har du nogensinde plantet et træ? Det havde jeg ikke før denne uge. Nu har jeg haft fornøjelsen at plante et frugttræ. Når vi planter træer, er det er et symbol på mange ting. Det er noget helt særligt. En lille investering, som kan gavne rigtig mange i fremtiden. De er livsgivende og vi kan ikke få for mange af dem. Derfor ville jeg plante et træ.

Jeg besøgte Amager Planteland for at finde et træ. Det blev ikke så let, som jeg havde regnet med. Der var uendelig mange træer at vælge i mellem. Jeg valgte, efter noget tid, et søjleæbletræ. Cirka 3 meter udvokset. Rødt og sødt spiseæble. Velegnet til den sprøjtefrie have. Det skulle være en gave til miljøet og menneskeheden.

Næste opgave var at finde noget at grave med. Sammen med nogle venner gik vi på jagt efter en skovl. Det var dog ikke lige til, da ingen af os kendte en gartner. Vi endte derfor med et koben. Ja, jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt. Men det var bedre end den plastikskovl, som min ene ven skaffede. Den var kun egnet til sne.

Det sidste problem var lokation. For hvor skulle man plante sådan et frugttræ? Vi besluttede at plante træet i en park. Målrettet og begejstrede gik vi i gang med at grave hullet. En kvindelig forbipasserende stoppede op og iagttog os på afstand. Hun så undrende ud. Var vi i færd med at begrave et lig? Eller gemme stoffer? Da vi fortalte om vores lille gerning, blev hun lettet. Hun roste os for initiativet og gav os nogle gode husråd til plantningen.

Æbletræet stod nu fint, dér midt i parken. Klar til at vokse og give frugter til forbipasserende. Et livsbekræftende og smukt syn.

Når jeg er i fitness centeret, ser jeg en masse tonse afsted på løbebåndet. Jeg har ikke selv løbet på løbebåndet i en evighed. Det er uendeligt kedeligt, også selv om der er tv.

Synes du også løbebåndet i centeret er vildt kedeligt? Jeg kender en sjov og motiverende måde at spice turen lidt op på. Du vil opleve, at du kommer til at gå/løbe længere end du havde planlagt.

Det er med hjælp fra DM-Aid, som har søsat kampagnen “Gå en kilometer for Yemen”. Den nye kampagne går ud på at man donerer 10 kroner for hver kilometer man går. Pengene går til en dignity kit til de yemenitiske kvinder, som er hårdest ramt af krigen i Yemen.

Jeg fik genfundet lysten til at bruge løbebåndet. Det skulle udnyttes. Jeg satte hældningen på 15%, så gåturen blev lige så hård og stejl som et bjerg. Op ad bakke, men slet ikke så meget, som livet er for mange yemenitter i øjeblikket.

Derefter gik jeg raskt i 4 kilometer. Og det er på trods af, at jeg normalt er ved at dø efter fem minutter. Så på med løbeskoene, måske kan det også motivere dig til at tage en god tur på løbebåndet!

Husker du kørestolsbrugeren M og hans mor? Jeg kontaktede dem for at høre om M ville ud for en stund og lave noget. Moren foreslog at vi kunne tage i biografen. Det syntes jeg var en god idé.

Vi besluttede at tage i Palads. Men vi måtte først sikre os, at det var egnet til kørestolsbrugere. Til min store overraskelse fik vi at vide, at det ikke var egnet. Vi fandt ud af, at filmen også kørte i Fields, som til gengæld var handicapvenlig. Der havde ingen af os været før, så det passede os fint.

Filmen var underholdende og vi grinte meget under hele forestillingen. Vi havde en rigtig hyggelig tid. Jeg blev efterhånden ekspert i at betjene kørestolen og folde den sammen. Men jeg har også erfaret noget andet. Kørestolsbrugere møder virkelig store fysiske udfordringer i dagligdagen. Kantsten, trappetrin, små elevatorer og smalle døre. Noget som vi andre sjældent tænker over, men som forhindrer disse mennesker i at bevæge sig rundt på lige fod med andre.

Danmark halter stadig med tilgængeligheden for kørestolsbrugere. Det skulle man ikke tro, vel? Graden af et handicap afhænger meget af den fysiske tilgængelighed. Vi bør derfor hæve det fysiske miljø til en standard hvor alle, herunder bevægelseshandicappede, kan færdes. Det vil både gavne det enkelte individ, men også Danmark som helhed. Det er ikke nok bare at etablere en masse handicapparkeringspladser!

Det lykkedes Kandyman at få en historisk sponsoraftale på plads. Aftalen er blevet til takket være lille Azra. Den omfatter et beløb på 20 kroner per omgang, Azra løber i forbindelse med skoleløbet. Det vil sige, at hvis hun løber 10 omgange, vil hun indkassere 200 kr. fra Kandyman. Så der hviler et mindre pres på hende for at levere varen.

Løbet, som afvikles på hendes skole, minder om det traditionelle motionsløb. Den store forskel er bare, at børnene ikke kun deltager for deres egen skyld, men at de også deltager for at støtte børn med kræft og deres familier. De løber nemlig for at samle ind til Børnecancerfonden. Hovedparten af pengene går til forskning i børnekræft. Størrelsen af bidraget er dog af mindre betydning, da det afgørende er, at børnene ved, at de gør en forskel for de kræftramte børn.

Jeg ville ønske at dette initiativ fandtes i min skoletid. Så havde jeg måske taget skoleløbet lidt mere seriøst – i stedet for at tage de små genveje i Fælleden.

Efter skoleløbet er Azras opgave at regne sammen, hvor mange penge den enkelte sponsor skal bidrage med til indsamlingen. For at gøre det hele lidt mere spændende skrev jeg ’20 kr. + moms’ på den sponsorseddel, som hun havde fået udleveret. Så kan hun allerede nu få stiftet bekendtskab med procentregning.